Pressemeddelelse

Ældste Oaks talte på Oxford

Ved en tale på Oxford udtaler ældste Oaks, at regeringer bør sikre religionsfrihed

Apostlen overværer også et møde om religionsfrihed i House of Lords i Storbritannien

»Ingen af os kan ignorere betydningen af religion globalt set, hverken i politik, konfliktløsning, økonomisk udvikling eller humanitær hjælp med mere,« sagde ældste Dallin H. Oaks fra De Tolv Apostles Kvorum i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige under en forelæsning torsdag den 9. juni 2016 på St. Johns College på universitetet i Oxford.

Apostlen fra mormonkirken talte til en gruppe, der fokuserer på religionsfrihed. Mødet var arrangeret af University of Oxfords Rothermere American Institutes seminar om forfatningsmæssig filosofi, Det juridiske fakultets program om forfatningsmæssige styreformer, Programmet for religiøse og internationale forhold (Regents Park College) og Oxfords tidsskrift om lovgivning og religion.

»En regering bør sikre sine borgere religionsfrihed,« gjorde ældste Oaks gældende, der er tidligere dommer ved staten Utahs højesteret og juraprofessor ved University of Chicago, og som har skrevet og talt om religionsfrihed i over 50 år.

Ældste Oaks sagde, at fremtrædende røster udfordrer beskyttelsen af religion, som han bemærkede er medtaget i artikel 18 i FN’s Verdenserklæring om menneskerettighederne fra 1948. »Andre røster forsøger at marginalisere religion og troende ved fx at begrænse religionsfrihed til undervisning i kirker, synagoger og moskeer og nægte udøvelsen af religiøs overbevisning i det offentlige rum.«

Onsdag den 8. juni, dagen før sin tale på Oxford, deltog ældste Oaks også i All-Party Parliamentary Group (APPG) (Den tværpolitiske parlamentsgruppe) for international religions- og trosfrihed, et møde afholdt i overhuset i det engelske parlament i London. Gruppen er til for at forstærke profilen for international religionsfrihed som en menneskerettighed blandt parlamentsmedlemmer, medier, regering og offentligheden.

»Samtidig med at religions- og trosfrihed er afgørende for et civiliseret samfund, er det vigtigt at opmuntre vore regeringer til at presse den op øverst på deres dagsorden,« sagde baronesse Elizabeth Berridge, medlem af Storbritanniens overhus og medformand for APPG for international religions- og trosfrihed. »Som en af de største tværpolitiske grupper i Storbritannien hilser vi opbakningen fra 24 tovholderorganisationer velkommen, herunder Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges pligttro støtte. En sådan støtte er uvurderlig for det parlamentariske arbejde for denne afgørende menneskerettighed.«

Andre deltagere i APPG-mødet var blandt andet medlemmer af begge kamre i det britiske parlament, Robert P. George (Princeton University), formand for USA’s Kommission for International Religionsfrihed, og professor Cole Durham (Brigham Young University, Internationalt center for jura- og religionsstudier). Baronesse Berridge og Robert P. George talte også ved mødet på Oxford.

Robert P. George sagde på Oxford: »Det er ikke kun regeringer, der har ansvaret for at være stærke fortalere for religionsfrihed. Grupper af troende har også et enormt ansvar. Det er bydende nødvendigt, at trossamfund trods teologiske eller kulturelle forskelle prøver at nå ud til ligesindede mennesker på den anden side af den religiøse skillelinje.«

Undersøgelser fra Pew Research Center viser, at 84 procent af verdens befolkning betegner sig som hørende til en bestemt religion. Imidlertid lever 87 procent af verdens indbyggere ifølge Pew i lande med store eller meget store restriktioner for religionsfrihed.

»Det er væsentligt at forsøge at gøre den verden, vi lever i, bedre ved at forstå religion og dens forbindelse til forhold i verden og til regeringer,« udtalte ældste Oaks om torsdagen på Oxford.

Ældste Oaks fortsatte: »Selv om religionsfrihed er ukendt i det meste af verden og trues af verdslighed og ekstremisme i resten, taler jeg om det ideal, hvor de friheder, som religionen søger at beskytte, er gudgivne og iboende, men som realiseres gennem indbyrdes forhold blandt regeringer, der stræber efter alle deres borgeres velfærd.«

»Mange af de mest betydningsfulde moralske fremskridt i den vestlige verden har været motiveret af religiøse principper, som er blevet taget til offentlig indtægt takket været forkyndelse fra prædikestolen,« sagde ældste Oaks.

Ældste Oaks forklarede, at størstedelen af velgørenheden i USA »stammer fra og sponsoreres stadig i udpræget grad af religiøse organisationer og religiøse tiltag«. Han tilføjede, at den vestlige verden ikke holdes sammen ved at håndhæve lovene, men af dem, der frivilligt adlyder lovene på grund af deres religiøse overbevisning.

»Jeg hævder, at religiøs undervisning og religiøst motiverede handlinger hos troende er væsentlige for et frit og blomstrende samfund og fortsat fortjener en særlig juridisk beskyttelse,« forklarede han.

Ældste Oaks fortsatte, at der er et gensidigt ansvar mellem regeringer og religioner, og at »regeringer selvfølgelig har ret til at forvente lydighed mod lovene og respekt for kulturen«, og at intet land behøver at tilbyde et tilflugtssted for organisationer, der fremmer terror.

Han sagde, at de komplementerende funktioner fra trossamfund og regeringer bliver »hårdt prøvede« i Europa i dag.

»Den massive strøm af flygtninge af hovedsaglig muslimsk tro og kultur til lande med en anden kultur og andre religioner skaber tydeligvis alvorlige politiske, kulturelle, sociale, økonomiske og religiøse udfordringer,« udtalte han. Han benyttede et eksempel fra sin egen tro, Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, til at vise, hvordan religion og religiøse organisationer kan hjælpe på kort og på lang sigt.

Mormoner har ydet nødhjælp til flygtninge i Europa og ved andre humanitære indsatser rundt om i verden uden hensyn til religiøst tilhørsforhold. I 2015 var Kirken involveret i 177 akutte nødhjælpsprojekter i 56 lande. Derudover nåede hundredvis af projekter i form af rent vand, vaccinationer og øjenbehandlinger ud til over en million mennesker verden over.

Andre eksempler er et partnerskab fra 2015 mellem LDS Charities, Kirkens humanitære arm, og den britiskbaserede AMAR-fond om at opføre basale sundhedscentre til jesidi-minoriteten i Nordirak, som IS forfulgte, og en femårig nødhjælpsindsats i Sydøstasien efter et jordskælv og en tsunami i 2004, som dræbte tusindvis af mennesker i 14 lande.

»Omsorg for de fattige og trængende er ikke frivillig eller tilfældig i vores kirke,« fremførte ældste Oaks.

Han afsluttede sin forelæsning ved at omtale adskillige af Kirkens fordele, som er med til at øge dens indvirkning, blandt andet erfarne frivillige, økonomiske bidrag fra medlemmer og en global græsrodsorganisation, som kan mobiliseres med det samme. I marts 2016 opfordrede kirkeledere kvinder i alle aldre til at hjælpe flygtninge i deres lokalsamfund.

Ældste Oaks er også programsat til at være hovedtaler ved J. Reuben Clark Law Societys afdeling i Storbritanniens og Irlands første årlige konference fredag den 10. juni i Chorley i Lancashire.

Retningslinjer vedrørende omtale:Når der skrives om Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, vær da venlig at bruge Kirkens fulde navn i den første henvisning. Se yderligere information om brugen af Kirkens navn i vore retningslinjer på internettet. »Retningslinjer.