Den politiske verden er i bevægelse. Økonomier vakler. Offentlighedens tillid er vigende. Enkeltpersoner føler sig sårbare. Og det sociale sammenhold bliver tyndslidt. I mellemtiden fylder historier om raseri og ophidselse æteren, gader og rådhuse. Hvor er udtryk for hensyntagen og mådehold i disse ekstreme tider? I en nylig tale holdt i fællesreligiøse rammer erklærede præsident Thomas S. Monson: »Når en velvillig ånd leder vore tanker, og når en fælles indsats kaster sig over et fælles problem, kan resultatet blive meget tilfredsstillende.« Den tidligere præsident for Kirken, Gordon B. Hinckley, har engang sagt, at leve »sammen i samfund med respekt og interesse for hinanden« er »kendetegnet på civilisation.« Dette kendetegn bliver stadig mere truet. Alt for mange af den moderne kulturs vaner og sædvaner – allestedsnærværende medier, anonyme og ukendte kommentarer online, politisering af hverdagen, splittede samfund og familier – underminerer de dyder og manerer, der muliggør fredelig sameksistens i et pluralistisk samfund. Strukturen af det civile samfund splittes af yderliggående holdninger. Høflighed bliver dermed målestokken for vores fælles og individuelle karakter som borgere i et demokrati.
Et sundt demokrati bevarer ligevægten gennem diverse metoder, herunder et lapperi af konkurrerende interesser og myndighedernes effektive kontrol. Ikke desto mindre afhænger denne orden i sidste instans af befolkningens karakter. Til en generalkonference, et halvårligt verdensomspændende møde i Kirken, fastslog ældste D. Todd Christofferson fra De Tolv Apostles Kvorum: »I sidste instans er det kun et indre moralsk kompas, der effektivt kan tage sig af de basale sager såvel som af symptomerne på samfundets forfald«. Tilsvarende fremhævede den præsiderende biskop H. David Burton, at dyder som troskab, barmhjertighed, gavmildhed, ydmyghed og ansvarlighed »udgør grundlaget for en kristen livsførelse og er den ydre tilkendegivelse af det indre menneske.« På denne måde er de moralske dyder sammenblandet med samfundets dyder. Alvoren af vores fælles udfordringer kræver et lige så alvorligt engagement med fornuftige forslag og løsninger. Det, vi behøver, er en livlig debat, ikke uforsonlige meningsudvekslinger.
Høflighed er ikke kun et spørgsmål om formulering. Det er primært en måde at engagere sig på. Samfundets teknologiske indbyrdes sammenkobling har gjort isolation umulig. Religion har måske blandt alle institutioner i den moderne verden størst besvær med at tilpasse sig til virkeligheden med at give og tage over for offentligheden. Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige har i dag og gennem sin historie fortsat mødt legitime interesser hos forskellige involverede i sit samspil med offentligheden. Kirken har i stedet for at fritage sig fra lovregler og høflighed søgt at følge vejen med fælles engagement og at undgå farerne ved skarpe konfrontationer.
Præsident Monson har med respons i dette samfundsengagement erklæret: »Som kirke rækker vi ikke blot ud til vore egne medlemmer, men også til gode mennesker over hele verden i en ånd af broderskab, der kommer fra Herren Jesus Kristus.« Ældste Robert D. Hales fra De Tolv Apostles Kvorum har i forbindelse med høflighed på det personlige niveau forklaret sidste dages hellige, hvordan man skal reagere på kritik: »Nogle mennesker tror fejlagtigt, at reaktioner som tavshed, sagtmodighed, tilgivelse og ydmygt at bære vidnesbyrd er passive eller svage. Men at ›elsk[e vore] fjender, velsign[e] dem, som forbander [os], gør[e] godt mod dem, som hader [os], og bed[e] for dem, som fejlagtigt udnytter [os] og forfølger [os]‹ (3 Ne 12:44) kræver tro, styrke og frem for alt kristent mod.«
Tilsvarende fortæller Mormons Bog en tankevækkende historie om et samfunds nedtur, hvor forskellige grupper gentager en cyklus med velstand, stolthed og fald. I næsten hvert eneste tilfælde begyndte årsagen til forfald ved overtrædelse af de enkle regler for høflighed. Samarbejde, ydmyghed og medfølelse blev gradvist erstattet af strid, kiv og ondsindethed.
Behovet for høflighed er måske mest relevant i partipolitik. Når Kirken virker i lande rundt om i verden, så glæder den sig over pluralismens rigdom. Den politiske forskellighed blandt sidste dages hellige spænder derfor over hele det ideologiske spektrum. Det enkelte medlem kan frit vælge sin egen politiske filosofi og tilhørsforhold. Endvidere er Kirke selv ikke tilknyttet nogen bestemt politisk ideologi eller bevægelse. Den ønsker ikke at kategoriseres. Dens moralske værdier kan udtrykkes i form af en række partier eller ideologier.
Desuden betragter Kirken med bekymring politiske tanker, hvor frygt og retorisk ekstremisme umuliggør en høflig diskussion. Efterhånden som Kirken begynder at blive mere fremtrædende, og dens medlemmer bliver mere kendte, fremstår der helt naturligt en mangfoldighed af stemmer og meninger. Nogle kan fejlagtigt antage, at disse stemmer er autoritative eller repræsenterer Kirken. Men de enkelte medlemmer tænker og taler imidlertid på egne vegne. Kun Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostle taler på hele Kirkens vegne.
Sidste dages helliges etiske liv kræver, at medlemmer behandler deres næste med respekt, uanset situationen. Deres opførsel i religiøse rammer bør være konsekvent med deres opførsel i verdslige rammer. Kirken håber, at vores demokratiske system vil muliggøre en venligere og mere fornuftig meningsudveksling blandt amerikanerne, end vi nu ser. Præsident Monson fremhævede på sin første pressekonference betydningen af samarbejde og samfundsdeltagelse: »Vi har et ansvar for at være aktive i lokalsamfundet, hvor vi bor, det gælder alle sidste dages hellige, og for at samarbejde med andre kirker og organisationer. Mit mål på dette område … er … at vi fjerner svagheden ved at stå alene og erstatter den med styrken fra mennesker, der arbejder sammen.«