Tilgængelige udgaverLuk vinduet
« Globale nyheder
Luk vinduet
Officiel udtalelse —  6 Oktober 2012

Kirken sænker alderskrav for missionærtjeneste

missionary training center walk
Salt Lake City — 

Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges præsident Thomas S. Monson bekendtgjorde i dag større muligheder for, at unge medlemmer af Kirken kan tjene som fuldtidsmissionærer. Med omgående virkning kan mænd nu begynde at tjene som 18-årige og kvinder som 19-årige.

Tidligere var aldersgrænsen for missionærtjeneste 19 år for unge mænd og 21 år for unge kvinder.

Bekendtgørelsen fandt sted ved det første møde ved Kirkens 182. halvårlige generalkonference, der transmitteres til hele verden fra Salt Lake City i Utah.

Kirken forventer, at sænkningen af alderskravet vil medføre en betragtelig stigning i antallet af missionærer, der vil tjene, ved at udvide muligheden for, hvornår de kan begynde deres virke.

»Jeg forslår ikke, at alle unge mænd vil – eller bør – tjene i denne tidligere alder,« sagde præsident Monson. Det er snarere, sagde han, at muligheden nu er åben baseret på individuelle forhold samt med godkendelse fra lokale kirkeledere.

Ved pressekonferencen efter bekendtgørelsen udtalte ældste Russell M. Nelson fra De Tolv Apostles Kvorum: »Vi er begejstret for præsident Thomas S. Monsons spændende bekendtgørelse i formmiddag.« Han pegede på et vægmaleri i lokalet, der viser Jesus Kristus instruere sine apostle i at forkynde i hele verden. »Vi udvider vores indsats for at give flere unge mænd og kvinder mulighed for at følge denne guddommelige befaling.«

Kirkeledere lægger vægt på, at ændringen ikke anbefaler, at alle missionærer bør eller skal tjene tidligere end før. Ændringen giver blot unge en mulighed for at begynde tidligere som missionærer, hvis de er forberedt til det.

»Ingen ung mand eller kvinde bør begynde at virke som missionær, før vedkommende er parat,« sagde ældste Nelson. »I det sidste årti har unge mænd fra 48 lande fået tilladelse til at tjene som 18-årige. Erfaringen har været meget positiv … Vi har erfaret, at disse missionærer er dygtige og velegnede til at tjene.«

Siden oprettelsen af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige i 1830 har over 1,1 million sidste dages hellige mænd og kvinder været på fuldtidsmission i lande over hele verden. Missionærtjeneste er et præstedømmeansvar og en forventning til de unge mænd i Kirken, og de unge kvinder opmuntres også til at tjene, hvis de føler sig tilskyndet dertil.

Den mest umiddelbare virkning bliver formodentlig en stigning i antallet af fuldtidsmissionærer. I de kommende måneder bliver mange unge mænd og kvinder, der ivrigt har ventet på, at måneder eller år skulle gå, så de kunne tage på fuldtidsmission, i stand til at begynde denne oplevelse tidligere.

Ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum forklarede med hensyn til sænkningen af alderskravet for kvinder, at selv om det ikke er en pligt for unge sidste dages hellige kvinder at tage på mission, »så er de, der tjener, forbløffende vellykkede, og vi byder begejstret deres indsats velkommen.« Han sagde: »Jeg er personligt absolut yderst tilfreds, hvis denne ændring i retningslinjerne tillader mange flere unge kvinder at tjene.«

Omkring 58.000 missionærer tjener for tiden, og antallet har været stigende de seneste år og stiger sikkert væsentligt med denne ændring. Ældste Holland sagde, at det er sandsynligt, at der bliver behov for flere missioner i verden, og mange missioner vil få flere missionærer.

Ældste Holland forklarede også, at missionærer vil blive bedt om at gøre mere ved deres forberedelse før de begynder på en missionærskole (MTC), og at tiden på MTC bliver begrænset med ca. en tredjedel for alle missionærer. Den ændring kan bidrage til at håndtere den samlede stigning i antallet af missionærer.

Foruden de kommende missionærer, hvor ændringen træder i kraft straks, har den også indflydelse på mange andre af de 14,5 millioner medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, herunder titusinder af mødre og fædre, der sender deres børn på mission. Ældste Holland talte også til forældre og sagde, at de må hjælpe deres børn med at forberede sig til en mission.

 

(Download videoen i transmissionskvalitet her).

Missionærprogrammet er et af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges mest kendte særkender. Man ser ofte sidste dages hellige missionærer på gader og stræder i mange storbyer verden over, såvel som i tusinder af mindre samfund. Missioneringen er baseret på mønstret i Det Nye Testamente, hvor missionærer blev udsendt parvis for at undervise i evangeliet og døbe de troende i Jesu Kristi navn.

Missionærerne modtager deres kald fra Kirkens hovedsæde og udsendes kun til de lande, hvor regeringen tillader, at Kirken virker. Missionærerne anmoder ikke om deres tildelte områder og ved ikke på forhånd, om de skal til at lære et nyt sprog. Missionering er frivilligt. Missionærer betaler selv for deres mission – med undtagelse af rejseudgifterne til og fra missionærmarken – og modtager ikke betaling for deres tjeneste.

Retningslinjer vedrørende omtale: Når der skrives om Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, vær da venlig at bruge Kirkens fulde navn i den første henvisning. Se yderligere information om brugen af Kirkens navn i vore retningslinjer på internettet.

Yderligere hjælpekilder

Beslægtede emner

Missionærprogrammet

Missionærprogrammet

Missionærprogrammet er et Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges mest kendte særkende. Man ser ofte sidste dages hellige missionærer på gader og stræder i mange storbyer verden over, såvel som i tusinder af mindre samfund.

Læs mere »
Flere emner ►