Vores offentlige samspil afslører meget om, hvem vi er som folk, hvilke værdier vi støtter, og hvilket samfund, vi ønsker at leve i. Debatten, der opstår fra det samspil, definerer, hvad vi ser som moralt acceptabelt, hvordan vi behandler andre, og hvordan vi selv forventer at blive behandlet. Konstant omsorg er nødvendig for at kultivere civilisationens opførsel og friheder. Disse kan virke nærmest usynlige - indtil de trues. Hvilken rolle spiller religion i dette samspil? Forskning antyder, at dens rolle er vigtig. En ny undersøgelse med titelen American Grace (»Amerikansk nåde«, red.) viser fx, at religion hænger sammen med velgørenhed, frivillig tjeneste og altruisme, at det er forbundet til tillid og højere samfundsengagement. Derfor hjælper religion med at forme vores samfundsliv.
Spørgsmålet om religiøs deltagelse i det offentlige rum er i bund og grund en debat om samfundslivets første principper: sameksistensen mellem stridende menneskelige interesser, religiøse trossamfunds selvbestemmelse, den individuelle samvittigheds autonomi og imødekommelsen af forskelligartede holdninger og meninger i den offentlige debat. Måden, vi reagerer på disse udfordringer, etablerer rammerne for borgerlig interaktion og fastsætter grænserne for vores kollektive og individe identiteter.
At leve i et pluralistisk samfund er ganske enkelt en del af nutidens verden. Forskelligheden i religiøse og politiske verdenssyn kan berige menneskers forståelse og empati, uden at underminere integriteten ved religion eller samvittighedens frihed. En pluralisme, der respekterer hver lovlydig stemme, udøver også kontrol over overdrivelser, der truer ytringsfriheden og politisk deltagelse. Sidste dages hellige bevæger sig indenfor denne ramme, og anerkender den nødvendige »give-and-take«, når man deltager i et samfund. Dette engagement baseres på en forståelse, der fremmer høflighed, beskøtter ukrænkelige rettigheder og arbejder mod det fælles gode.
Selvfølgelig kræver dette borgerligere engagement ikke, at religion har den mest magtfulde stemme i samfundet. Det giver ganske enkelt religionen en ligeværdig mulighed for at røste sine bekymringer og forme vigtige offentlige spørgsmål. Ifølge ældste Quintin L. Cook af De Tolv Apostles Kvorum har alle stemmer brug for at blive hørt i det offentlige rum. »Hverken religiøse eller verdslige stemmer bør tvinges til stilhed.« Således diskvalificerer hverken religiøsitet eller ikke-religiøsitet en borger eller organisation fra at deltage i det offentlige rum.
Religion og retsstyret udgør forskellige verdener, som begge kan gavne fra hinanden. Dette forhold sigter mod at skabe en nyttig ligevægt. Ikke desto mindre er Kirken imod den form for verdslig absolutisme, der forvrænger dette forhold, og søger at delegitimisere religiøs udtrykkelse og deltagelse i den offentlige debat. I overensstemmelse hermed betyder adskillelsen af kirken og staten ikke en adskillelse af religiøse værdier fra det offentlige liv.
Vores pluralistiske samfund giver plads til fredelig sameksistens og samarbejde mellem forskellige mennesker med gode hensigter, inklusive både religiøse og ikke-religiøse. Ældste Dallin H. Oaks af De Tolv Apostles Kvorum hævdede, at støtte af religiøs frihed »ikke er det samme som et afkald på det verdslige, eller en antydning af, at man må vælge mellem enten religiøsitet eller al verdslig lærdom. Det er en falsk dikotomi.«
Alle samfund har en eller anden moralsk basis, uanset om denne er opstået fra religion, filosofi, videnskab, eller et utal af andre kilder. Religiøse værdier kan ikke afvises mere fra det offentlige rum, end den store mængde af andre positive værdier kan. Indsatsen for at gøre dette ignorerer de dybt fæstede religiøse fortilfælde, der former folkeslags fælles arv og identitet over hele verden. En af verdens ledende tænkere angående religion og samfundet, Jurgen Habermas, skrev, at blandt nutidens moderne samfund i dag, er det »kun de, som er i stand til at indføre deres religiøse traditioners vigtigste punkter i deres verdslige områder … der også vil kunne redde den menneskelige substans.«
Kirkens holdning med hensyn til neutralitet i partipolitik - at undgå at støtte politiske kandidater, påvirke folkevalgte politikere, bidrage til partiplatforme og diktere medlemmers tilhørsforhold til partier - forebytter unødvendig politisk indvikling og kompromittering af alliancer. Men den antyder ikke ligegyldighed med hensyn til vigtigheden af principper i den politiske proces. Al politik hviler på moralske argumenter og hævdelser om, hvad er rigtigt, og hvad er forkert. I betragtning af de skiftende omstændigheder og værdier i samfundet er der ingen enkel politisk ideologi, som omfavner alle korrekte principper på alle tidspunkter. Gode principper er ligger spredte mellem en række partier, platforme og ideologier. Udfordringen for troende mennesker, og mennesker med gode hensigter, ligger i at udøve vís dømmekraft og moralsk mod i denne samfundsproces.
Sidste dages hellige tilføjer deres stemmer til mange andres, som er opmærksomme på samfundets fremgang og religionens retmæssige placering i det offentlige rum, ved at forsøge at kommunikere og fremme deres værdier på måder, der giver genlyd hos mennesker i deres samfund. Kirkens præsident, Thomas S. Monson, beskriver denne stræben: »Som kirke rækker vi ikke kun ud til vore egne folk, men også til mennesker med goodwill over hele verden, i broderskabets ånd, som kommer fra Herren Jesus Kristus.«