Tilgængelige udgaverLuk vinduet
« Globale nyheder
Luk vinduet
Emne

Tiltrukket af sit eget køn

Den vedvarende offentlige debat om homoseksuelle ægteskaber har ført til en hel del spørgsmål fra nyhedsmedierne, offentligheden i almindelighed samt fra medlemmer af Kirken vedrørende Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges holdning til homoseksualitet både generelt set, men især i forhold til ægteskab.

Det følgende er et interview fra 2006 med ældste Dallin H. Oaks, medlem af De Tolv Apostles Kvorum, og ældste Lance B. Wickman, medlem af De Halvfjerds. Disse fremtrædende kirkeledere besvarede spørgsmål fra to ansatte i Kirkens informationsafdeling. Nedenfor følger et udskrift af interviewet med henblik på at tydeliggøre Kirkens standpunkt i forhold til disse vigtige, indviklede og følsomme spørgsmål.

INFORMATIONSAFDELINGEN: Kan I til at begynde med forklare, hvorfor spørgsmålet om homoseksualitet og homoseksuelle ægteskaber er vigtigt for Kirken?

ÆLDSTE OAKS: Dette er meget mere end blot et spørgsmål om, hvorvidt samfundet bør være mere tolerant over for homoseksuel livsstil. Gennem de sidste år har vi oplevet et ubønhørligt pres fra forkæmpere for den livsstil, som ønsker at få andre til at godtage det som normalt, som ikke er normalt og at betegne dem, der er uenige, for værende snæversynede, fanatiske og urimelige. Disse forkæmpere er hurtige til at påberåbe sig ytringsfrihed med tanke på sig selv, men er samtidig hurtige til at kritisere dem, som er af en anden opfattelse og, hvis muligt, gøre dem tavse ved at stemple dem som »homofobiske.« I mindst ét land, hvor homoseksuelle aktivister har vundet store sejre, har vi endda set en præst, som er blevet truet med fængselsstraf, hvis han blev ved med at udbrede sig fra prædikestolen om, at homoseksuel adfærd er en synd. I lyset af disse tendenser er Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige nødt til at stå fast ved sine lærdomme og principper. Det er mere end et samfundsmæssigt anliggende – i sidste ende kan det vise sig at blive en prøve på vores mest grundlæggende ret til religionsfrihed, nemlig friheden til at undervise i det, som vor himmelske Fader ønsker, at vi skal undervise i.

INFORMATIONSAFDELINGEN: Lad os forestille os, at min syttenårige søn henvender sig til mig for, efter en hel del anstrengelse med at prøve at få det sagt, at fortælle mig, at han tror, at han er tiltrukket af mænd – at han ikke er interesseret i piger, og aldrig har været det. Han tror, at han er homoseksuel. Han fortæller, at han har forsøgt at undertrykke disse følelser. Han har hele tiden været seksuelt afholdende, men han er klar over, at hans følelser vil være rystende for familien, fordi vi altid har talt om hans mission for Kirken, om hans tempelægteskab og alt sådan noget. Men han føler, at han ikke længere kan leve på det, som han opfatter som en løgn, og derfor kommer han til mig og er meget ked af det og nedtrykt. Hvad skal jeg som forælder sige til ham?

ÆLDSTE OAKS: Du er min søn. Du vil altid være min søn, og jeg vil altid være der for at hjælpe dig.

Forskellen mellem følelser og tilbøjeligheder på den ene side og adfærd på den anden side er meget tydelig. Det er ikke en synd at have en tilbøjelighed, som, hvis man gav efter, ville føre til en adfærd, der ville være en overtrædelse. Synden består i at give efter for fristelse. Fristelse er ikke noget enestående. Selv Frelseren blev fristet.

Det Nye Testamente bekræfter, at Gud har givet os befalinger, som er svære at holde. Det står i 1 Kor 10:13: »De fristelser, der har mødt jer, er kun menneskelige: Og Gud er trofast; han vil ikke tillade, at I fristes over evne, men vil sammen med fristelsen også skabe udvej, så I ikke bukker under.«

Jeg mener, at det er vigtigt for dig at forstå, at »homoseksuel« ikke er et navneord, der beskriver en tilstand. Det er et tillægsord, der beskriver følelser eller adfærd. Jeg vil opfordre dig til – mens du kæmper med disse udfordringer – ikke at tænke på dig selv som »noget« eller »nogen«, men i stedet huske på, at du er medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, at du er min søn, og at du har udfordringer at kæmpe med.

Alle har udfordringer, som de må kæmpe med. Du har beskrevet en bestemt slags udfordring, som er meget svær. Den er almindelig forekommende i vores samfund, og er blevet et emne, der er under stor politisk bevågenhed. Men den er kun én ud af mange udfordringer, som mænd og kvinder må kæmpe med, og jeg kan kun opfordre dig til at søge Frelserens hjælp til at modstå fristelsen og afholde dig fra en adfærd, som du ville blive nødt til at omvende dig fra, og som kan medføre en inddragelse af dit medlemskab af Kirken.

INFORMATIONSAFDELINGEN: Hvis heteroseksuelle har svært ved at være afholdende, kan de vælge at gifte sig. Hvis en ung mand tror, at han er homoseksuel, er budskabet til ham så, at der ganske enkelt ikke er andre muligheder end at forblive ugift resten af livet, hvis han ikke føler sig tiltrukket af kvinder?

ÆLDSTE OAKS: Det er præcis det samme, som vi siger til de mange medlemmer, som ikke har muligheden for at blive gift. Vi forventer afholdenhed af alle, som ikke er gift.

ÆLDSTE WICKMAN: Vi lever i et samfund, som er så gennemsyret af seksualitet, at det af den grund måske er sværere nu for en person at se udover sin seksuelle orientering og fokusere på andre sider af, hvem han eller hun er. Jeg tror, at jeg ville opfordre din søn eller enhver anden, som kæmpede med disse problemer til at udvide sin horisont og se udover sin seksuelle orientering. Opfyld de mange andre egenskaber og sider af din personlighed og den del af din natur, som spænder videre end det. Jeg vil ikke benægte, at en persons seksuelle orientering helt sikkert er et grundlæggende træk ved enhver personlighed, men det er ikke det eneste.

Endnu vigtigere er det, at det at have tilbøjeligheder ikke i sig selv gør en person uegnet til at deltage i nogen kirkehandlinger eller til at være medlem af Kirken – muligvis bortset fra ægteskab, som vi tidligere har talt om. Men også et ægteskab kan – set i forhold til det evige liv, sådan som vi forstår det i overensstemmelse med det gengivne evangeliums lærdomme – blive reelt muligt.

I dette liv er tjeneste i Kirken, herunder missionering, muligt for alle, som er trofaste mod pagterne og befalingerne.

INFORMATIONSAFDELINGEN: Så det, I siger, er, at homoseksuelle følelser kan styres?

ÆLDSTE OAKS: Ja, homoseksuelle følelser kan styres. Måske findes der en tilbøjelighed eller formodning om sådanne følelser, som nogen har, og andre ikke har. Men fra sådanne formodninger opstår følelser, og følelser kan styres. Hvis vi nærer disse følelser, vil fristelsens styrke forøges. Hvis vi giver efter for fristelsen, har vi begået en syndig handling. Mønsteret er det samme for en person, som begærer en andens ejendom og føler sig fristet til at stjæle. Det er det samme for en person, som får smag for alkohol. Det er det samme for en person, som er født med en »kort lunte«, som man kunne kalde en tendens til vrede. Hvis vi lader tendensen forblive ukontrolleret, bliver den til en vredesfølelse, og en følelse af vrede kan føre til adfærd, som er syndig eller ulovlig.

Det er ikke en enestående udfordring, vi her taler om. Vi taler om en udbredt moraltilstand. Vi forstår ikke helt »hvorfor« eller omfanget af tilbøjeligheder eller tendenser og så videre. Men det, vi ved, er, at følelser kan styres, og adfærd kan styres. Grænsen for, hvornår noget bliver en synd, går mellem følelserne og adfærden. Grænsen for klogskab går mellem tendensen og følelserne. Vi er nødt til at lægge låg på disse følelser og forsøge at styre dem, så vi kan afholde os fra at havne i omstændigheder, som fører til syndig adfærd.

ÆLDSTE WICKMAN: Én af vor tids største sofisterier er efter min mening, at blot fordi man er tilbøjelig til at gøre noget, så er det uundgåeligt at handle i overensstemmelse med den tilbøjelighed. Det står i modsætning til det, Herren har åbenbaret for os om vores natur. Vi har magt til at styre vores adfærd.

INFORMATIONSAFDELINGEN: Hvis vi nu ser nærmere på en person, som har en »kort lunte« og vi ser på forældrene, som måske også har haft en kort lunte, så vil nogen måske påpege en genetisk påvirkning.

ÆLDSTE OAKS: Nej, vi accepterer ikke den kendsgerning, at tilstande, der afholder mennesker fra at opnå deres evige skæbne, kan være medfødt uden mulighed for at styre det. Det går imod frelsesplanen, og det står i modsætning til Guds retfærdighed og nåde. Det går imod alle lærdommene i Jesu Kristi evangelium, som indeholder sandheden om, at vi ved eller gennem Jesu Kristi magt og nåde har styrke til at klare alt. Også til at modstå fristelse. Det indebærer også, at vi kan håndtere det, som er medfødt, herunder vansiringer eller fysiske eller psykiske handicap. Intet af dette står i vejen for, at vi kan opnå vores evige skæbne. Det samme gør sig gældende for en tilbøjelighed eller tendens til en eller anden adfærd, som, hvis vi giver efter for den, ville afholde os fra at opnå vores evige skæbne.

INFORMATIONSAFDELINGEN: Du siger, at Kirken ikke nødvendigvis tror på »arv og miljø.«

ÆLDSTE OAKS: Det er her, vores lære gør sig gældende. Kirken har ingen holdning til, hvad disse tendenser eller tilbøjeligheder skyldes, herunder dem, som vedrører tiltrækning til ens eget køn. Det er videnskabelige spørgsmål – hvorvidt det skyldes arv eller miljø – som Kirken ikke har en holdning til.

ÆLDSTE WICKMAN: Spørgsmålet om, hvorvidt det drejer sig om arv eller miljø, fjerner fokus fra det vigtigste spørgsmål, og hvis man er stærkt optaget af arv eller miljø, tror jeg, at man risikerer at fravige de principper, som ældste Oaks har beskrevet her. Hvorfor tiltrækkes nogle af deres eget køn … hvem ved? Det vigtigste er, at vi ved, hvordan vi kan styre vores adfærd, og at det er adfærden, der er vigtig.

INFORMATIONSAFDELINGEN: Er forskellige former for terapi en mulighed for at lære at styre sin adfærd? Hvis en ung mand siger: »Jeg ønsker virkelig, at disse følelser vil forsvinde … Jeg vil gøre alt for at slippe af med disse følelser,« er det så i orden at søge en form for klinisk terapi, som kan tage fat på disse problemer?

ÆLDSTE WICKMAN: Det kan være en god idé for denne person at gå i terapi. Kirken fraråder bestemt ikke den form for terapi. Men når man ser på det som forælder eller kirkeleder, der rådgiver en person, eller som en person, der betragter sin egen tiltrækning til sit eget køn, og tænker: »Hvad kan jeg gøre ved dette, som er i overensstemmelse med de evangeliske lærdomme?« så er det kliniske aspekt ikke det vigtigste. Det vigtigste er at erkende, at »jeg har min egen frie vilje. Jeg har min handlefrihed. Jeg har styrken i mig til at styre mine handlinger.«

Det betyder dog ikke, at det ikke kan være i orden for en person med denne tilbøjelighed at søge passende klinisk bistand for at finde ud af, om der i hans eller hendes tilfælde kan gøres noget ved det. Det er et emne, som debatteres af psykiatere og psykologer. Så vidt jeg ved, har undersøgelser vist, at der i nogle tilfælde ses en fremgang hos personer, der modtager hjælp til at ændre deres seksuelle orientering – i andre tilfælde har det ikke hjulpet. Set fra Kirkens side, ud fra vores standpunkt om omsorg for vore medmennesker, er det ikke det, vi hovedsageligt fokuserer på. Det er det andet, der betyder noget.

ÆLDSTE OAKS: Jeg er helt enig. Jeg har noget mere, jeg gerne vil tilføje. Kirken tager sjældent stilling til, hvilke behandlingsmetoder der er passende at anvende for læger, psykiatere, psykologer og så videre.

Dog er der set tilfælde af misbrug i forbindelse med forskellige mentale tilstande eller følelser. Overmedicinering i forbindelse med depression er et af de eksempler, jeg kan komme i tanke om. De former for terapi, som skal fremkalde aversion i forbindelse med homoseksualitet, har indebåret visse alvorlige former for krænkelser, som gennem længere tid har været kendt inden for professionen. Selv om vi ikke tager et standpunkt i forhold til lægers udøvelse af deres profession (bortset fra i ganske få tilfælde – et eksempel er abort), ved vi, at der sker krænkelser, og vi tager ikke ansvaret for disse krænkelser. Selv om der er tale om fremgangsmåder, som har til formål at hjælpe de mennesker, vi gerne ser blive hjulpet, kan vi ikke støtte enhver fremgangsmåde, som anvendes.

INFORMATIONSAFDELINGEN: Kan et heteroseksuelt ægteskab nogensinde være en mulighed for en person med homoseksuelle følelser?

ÆLDSTE OAKS: Somme tider bliver vi spurgt, om et ægteskab kan være et middel mod de følelser, vi har talt om. Da præsident Hinckley fik at vide, at det så ud til, at nogle havde troet, at det var et middel, og at nogle af Kirkens ledere måske endda havde rådet til at indgå ægteskab som et middel mod disse følelser, erklærede han: »Ægteskabet bør ikke anses for et terapeutisk skridt til at løse problemer såsom en homoseksuel tilbøjelighed eller adfærd.« For mig betyder det, at vi ikke skal se tavse til og udsætte Guds døtre for risikoen for at indgå ægteskab under falske forudsætninger eller med udsigt til problemer. Personer, der har den slags udfordringer, som de ikke kan styre, kan ikke indgå ægteskab i god tro.

På den anden side, hvis en person har renset sig for sine overtrædelser, vist sin evne til at håndtere disse følelser eller tilbøjeligheder og sat dem i baggrunden og føler sig meget tiltrukket af en Guds datter og derfor ønsker at indgå ægteskab, få børn og nyde evighedens velsignelser – så er det en situation, hvor ægteskab er passende.

Præsident Hinckley har sagt, at ægteskabet ikke er et terapeutisk skridt til at løse problemer.

ÆLDSTE WICKMAN: Et af de spørgsmål, som personer, der kæmper med homoseksualitet, kunne stille, er: »Er det noget, jeg altid skal kæmpe med? Hvordan påvirker det mit evige liv? Hvis jeg på en eller anden måde kan klare mig igennem dette liv, hvordan vil jeg så være, når jeg kommer om på den anden side?«

Heldigvis er svaret, at homoseksualitet ikke fandtes i forudtilværelsen og heller ikke findes i det næste liv. Det er betingelser, som af en eller anden grund findes lige nu, mens vi er dødelige – i dette splitsekund af vores evige liv.

De gode nyheder til dem, som kæmper med tiltrækningen af sit eget køn, er: 1) »Jeg hænger ikke på problemet for evigt.« Det er kun nu. Jeg indrømmer, at det af og til er svært for os alle at se forbi »nuet«. Men ikke desto mindre, hvis I ser livet på jorden som nuet, så er det kun for en tid. 2) Hvis jeg kan forblive værdig her, hvis jeg kan være trofast mod evangeliets befalinger, hvis jeg kan efterleve de pagter, jeg har indgået, så vil ophøjelsens og det evige livs velsignelser, som vor himmelske Fader tilbyder alle sine børn, også komme til mig. Alle velsignelser – herunder evigt ægteskab – er og vil blive mine, når tiden er inde.

ÆLDSTE OAKS: Lad mig lige tilføje noget. Der er ingen fylde af glæde i det næste liv uden en familieenhed bestående af en mand, en hustru og deres efterkommere. Desuden er mennesket til for at kunne nyde glæde. Set i det evige perspektiv medfører homoseksuelle aktiviteter kun sorg og tab af evige muligheder.

INFORMATIONSAFDELINGEN: Ældste Oaks, før talte du om den samme moralske standard for heteroseksuelle og homoseksuelle. Hvad ville du svare en person, som stillede dig dette spørgsmål: »Jeg forstår, at det er den samme standard, men er det ikke at kræve lidt mere af dem, som er tiltrukket af deres eget køn?« Det er klart, at der er heteroseksuelle, som ikke bliver gift, men vil du ikke give mig ret i, at de i det mindste har håbet om, at »i morgen møder jeg måske den, som jeg har drømt om.« Der er altid håb for, at det kan ske på et eller andet tidspunkt i deres liv. Personer, som er tiltrukket af deres eget køn, har ikke nødvendigvis det samme håb.

ÆLDSTE OAKS: Der er selvfølgelig forskelle, men kontrasten er ikke enestående. Der er mennesker med fysiske handicap, som forhindrer dem i at nære noget som helst håb om at blive gift – enten fordi de ikke tør håbe, eller fordi det er usandsynligt. Omstændigheder, som gør, at man på nuværende tidspunkt ikke kan blive gift, er, omend tragiske, ikke enestående.

Somme tider siges det, at Gud ikke ville forskelsbehandle mennesker i dette tilfælde. Men livet er fyldt med fysiske lidelser, som nogle vil anse for forskelsbehandling – fuldstændig lammelse eller at være alvorligt mentalt hæmmet er to lidelser, som har betydning i forbindelse med ægteskab. Hvis vi tror på Gud og på hans nåde og retfærdighed, så kan vi ikke sige, at der er tale om forskelsbehandling, for Gud gør ikke forskel. Vi er ikke i en tilstand til at kunne bedømme, hvad forskelsbehandling er. Vi sætter vores lid til Gud og vores sikre forvisning om hans nåde og hans kærlighed til alle sine børn.

ÆLDSTE WICKMAN: Der er ingen tvivl om, at der er lidelse forbundet med ikke at være i stand til at blive gift i dette liv. Vi føler for dem, der har den lidelse. Jeg føler for dem, der har den lidelse. Men det drejer sig ikke kun om dem, der er tiltrukket af deres eget køn.

Vi lever i en meget selvoptaget tid. Jeg tror, at det er helt naturligt for os mennesker at anse vore egne problemer for større and andres. Jeg tror, at når vi begynder at tænke sådan, så er det en god idé at rette blikket mod noget andet end os selv. Hvem er jeg til at kunne sige, at jeg er mere handicappet eller lider mere end nogen anden?

Jeg har tilfældigvis en handicappet datter. Hun er en køn pige. Hun fylder 27 år i næste uge. Hun hedder Courtney. Courtney bliver aldrig gift i dette liv, alligevel ser hun med længsel efter dem, som gør. Af og til står hun ved vinduet i mit kontor med udsigt over templet i Salt Lake City, og ser på brudene og brudgommene, mens de får taget billeder. Courtney er på én gang fortryllet af det og bedrøvet over det, fordi hun forstår, at hun ikke vil få den oplevelse her. Courtney har lige så lidt bedt om at blive født under disse særlige omstændigheder, som en person, der er tiltrukket af eget køn, har det. Så der er mange slags lidelser, som mennesker kan have, selv i forbindelse med spørgsmålet om ægteskab. Det, vi glæder os over, og som er evangeliets store løfte, er, at uanset hvilke tilbøjeligheder vi har her, uanset hvad vore ufuldkommenheder er her, uanset hindringerne for, at vi her kan nyde en fylde af glæde, så har vi hver især Herrens forsikring om, at de vil blive taget fra os, når tiden er inde. Vi skal blot forblive trofaste.

INFORMATIONSAFDELINGEN: Ældste Wickmann, da du tidligere omtalte missionering, nævnte du, at det er muligt for personer, som er tiltrukket af deres eget køn, men som ikke handler derefter, at tage på mission. Præsident Hinckley har sagt, at hvis mennesker er trofaste, kan de i bund og grund gå fremad som alle andre i Kirken og være fuldgyldige medlemmer. Hvad betyder det i grunden? Omfatter det missionering? Betyder det, at den pågældende kan tage til templet og i det mindste modtage de ordinancer, der ikke omfatter ægteskab? Betyder det så, at personer, som tiltrækkes af deres eget køn, og som forbliver trofaste, har samtlige muligheder for at deltage, blive kaldet til at tage på mission og til at gøre alt det, andre kan?

ÆLDSTE WICKMAN: Efter min mening er det korte svar på dét: Ja! Jeg vil lade ældste Oaks om at uddybe det.

ÆLDSTE OAKS: Præsident Hinckley har hjulpet os med en tydelig erklæring om emnet, som besvarer alle den slags spørgsmål. Han har sagt: »Vi elsker dem (personer, som er tiltrukket af deres eget køn) som Guds sønner og døtre. De har måske visse tilbøjeligheder, som er stærke, og som kan være vanskelige at kontrollere. Hvis de ikke handler i overensstemmelse med disse tilbøjeligheder, kan de gå fremad som alle andre medlemmer af Kirken.«

For mig betyder det, at en person med disse tilbøjeligheder – som har kontrol over dem, eller som har omvendt sig på passende vis, hvis den pågældende har givet efter for dem – er berettiget til at gøre alt det i Kirken, som ethvert andet ugift medlem kan. Af og til er der en kaldelse, som fx kaldelsen som biskop, som kræver, at den pågældende er gift. Men det er i høj grad undtagelsen i Kirken. Alle kaldelser såsom lærer og missionær kan udføres af ugifte medlemmer. Vi giver gerne den slags kaldelser til mennesker, som kæmper med enhver form for fristelse, når kampen er god, og når de lever sådan, at de er gode lærere, missionærer eller hvilken kaldelse det nu måtte være.

ÆLDSTE WICKMAN: Er det i virkeligheden ikke betydningen af forsoningen i et menneskes liv? Begynder forsoningen ikke først at få betydning for et menneske, når han eller hun står over for livets udfordringer – det være sig fristelser eller begrænsninger? Villigheden til at komme til Frelseren, muligheden for at gå til nadvermøde om søndagen og virkelig deltage i nadverordinancen … lytte til bønnerne og nyde disse hellige symboler. Dette er muligheder, der virkelig hjælper os til at komme inden for rækkevidden af Frelserens forsoning. Når man ser sådan på det, er enhver mulighed for at tjene i Kirken en velsignelse. Som tidligere nævnt er der en forholdsvis lille håndfuld kaldelser i Kirken, som kræver, at man er gift.

ÆLDSTE OAKS: Der er noget mere, som bør tilføjes her, og det stammer fra en erklæring, som Det Første Præsidentskab kom med for nylig, og som er en vidunderlig beskrivelse af vores holdning til emnet: »I Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige nærer vi forståelse og respekt for mennesker, der føler sig tiltrukket af samme køn. Vi er klar over, at de kan føle sig meget ensomme, men vi må også anerkende det, der er ret i Herrens øjne.«

INFORMATIONSAFDELINGEN: Hvad vil I sige til de medlemmer af samfundet, medlemmer af Kirken, som måske ser dét at være tiltrukket af sit eget køn som forskelligt fra andre fristelser eller kampe, som mennesker står overfor? Tror I for det første, at det er rimeligt at antage, at nogle mennesker har det sådan? Hvad vil I sige til dem?

ÆLDSTE OAKS: Jeg tror, at det er meget betegnende at sige, at nogle mennesker opfatter det, at de er tiltrukket af deres eget køn, som en afgørende kendsgerning i deres liv. Der er også mennesker, som anser det for en afgørende kendsgerning i deres liv, at de er fra Texas, eller at de har været marinesoldater. Eller at de er rødhårede, eller at de er den bedste basketballspiller, som nogensinde har spillet på det eller det gymnasium. Mennesker kan tillægge sig egenskaber som afgørende billeder på deres tilværelse, og ofte er disse egenskaber fysiske.

Vi har friheden til at vælge, hvilke egenskaber der skal karakterisere os; disse valg er ikke påtvunget os.

Den vigtigste afgørende kendsgerning for os alle er, at vi er børn af himmelske forældre, født på denne jord med et formål og født med en guddommelig skæbne. Når en af disse andre forestillinger – hvad det så end måtte være – stiller sig i vejen for denne vigtige, altafgørende kendsgerning, er det ødelæggende og leder os ad den forkerte sti.

INFORMATIONSAFDELINGEN: I har begge nævnt medfølelse og følelsen af, at det er vigtigt at være i besiddelse af medfølelse. Lad os bruge det eksempel, vi anvendte tidligere og antage, at der nu er gået nogle år. Mine samtaler med min søn, alle vore anstrengelser for at elske vores søn og få ham til at blive i Kirken har ikke ændret det, han anser for det vigtigste – at han ikke kan gøre for sine følelser. Han har nu fortalt os, at han flytter hjemmefra. Han har tænkt sig at flytte sammen med en homoseksuel ven. Han står stejlt på det. Hvordan bør sidste dages hellige forældre reagere i en sådan situation?

ÆLDSTE OAKS: Efter min mening er det en sidste dages hellig forælders ansvar kærligt og omsorgsfuldt at bekræfte de lærdomme, som Herren har givet os gennem sine profeter, om at den vej, han er ved at vælge, er syndig. Samtidig med, at vi bekræfter vores fortsatte kærlighed til ham, og bekræfter, at familiens arme altid vil være åbne for ham, synes jeg, at det ville være en god idé at gennemgå fx den følgende udtalelse fra 1991 fra Det Første Præsidentskab med ham: »Herrens lov for moralsk adfærd indebærer afholdenhed uden for lovformeligt ægteskab samt at vise troskab inden for ægteskabet. En seksuel forbindelse er kun passende mellem ægtemand og hustru inden for ægteskabets rammer. Enhver anden seksuel forbindelse, herunder utugt, hor og homoseksuel og lesbisk adfærd, er syndigt. De, der fastholder en sådan adfærd, eller som påvirker andre til at gøre det, vil blive underkastet kirkedisciplinering.«

Mit vigtigste ansvar som far er at sikre mig, at min søn forstår det, og derpå sige til ham: »Min søn, hvis du bevidst vælger at gøre noget sådant, er du stadig min søn. Jesu Kristi forsoning har tilstrækkelig kraft til at nå ud og rense dig, hvis du omvender dig og opgiver din syndige adfærd, men jeg beder dig indtrængende om ikke at indlade dig på den kurs, fordi omvendelse er ikke let. Du vælger en kurs i livet, som svækker din evne til at omvende dig. Den slører din opfattelse af, hvad der er vigtigt i livet. I sidste ende trækker den dig måske så langt ned, at der ikke er nogen vej tilbage. Tag ikke den kurs. Men hvis du alligevel vælger den kurs, så vil vi altid prøve at hjælpe dig og få dig tilbage på den sti, der medfører udvikling.«

ÆLDSTE WICKMAN: Én måde at læse Mormons Bog på er som en bog om forholdet mellem fædre og sønner. Nogle gange var disse forhold meget positive og opbyggende fra faderens side. Somme tider måtte en far fortælle sin søn eller sine sønner, at den kurs, de fulgte, ikke var i overensstemmelse med Herrens vilje. I alle tilfælde skal det gøres i en kærlig ånd, idet man, som ældste Oaks sagde, gør det klart, at: »Du vil altid være min søn.« Der er en gammel talemåde, som virkelig gælder alle forældre, og det er: »Du har først fejlet, når du giver op.« Jeg tror det betyder, at man både skal benytte enhver passende lejlighed til at undervise sine børn på rette vis og altid sikre sig, at de ved, at uanset hvad der måtte ske, så elsker man dem.

INFORMATIONSAFDELINGEN: Hvor går grænsen mellem at vise denne kærlighed og uforvarende støtte denne adfærd? Hvis sønnen siger: »Hvis I elsker mig, må jeg så tage min partner med hjem på besøg? Må vi komme i ferierne?« Hvordan forholder man sig til det – fx i forhold til sin bekymring for de andre børn i hjemmet?

ÆLDSTE OAKS: Det er en beslutning, som den ansvarlige person skal træffe i den enkelte situation og med inspiration fra Herren. Jeg forestiller mig, at forældrene i de fleste tilfælde ville sige: »Lad hellere være. Sæt os ikke i den situation.« Hvis der er børn i hjemmet, som sandsynligvis ville blive påvirket af dette eksempel, ville det sikkert være svaret. Der kan også være andre kendsgerninger, der kan gøre, at det er det mest sandsynlige svar.

Jeg kan også forestille mig situationer, hvor det kan være muligt at sige: »Ja, kom I bare, men I skal ikke forvente at overnatte her.« Forvent ikke at blive længe. Forvent ikke, at vi tager jer med i byen og præsenterer jer for vore venner eller optræder sammen med jer i offentlige situationer, som kan opfattes som vores accept af jeres »partnerskab.«

Der er så mange forskellige situationer, at det er umuligt at komme med et svar, der dækker dem alle.

ÆLDSTE WICKMAN: Det er svært at forestille sig en vanskeligere situation at stå i som forældre end denne. Det er beslutninger, der skal træffes i den enkelte situation. Det eneste, jeg vil føje til det, som ældste Oaks lige har sagt, er, at jeg tror, at det er vigtigt, at man som forældre undgår en bestemt fælde, som muligvis kan fremkomme på grund af ens kvaler over situationen.

Her mener jeg, hvis man bevæger sig bort fra at være forsvarer for Herrens måde og i stedet forsvarer det vildfarne barns livsstil – både over for ham selv og andre. Det er sandt, at Herrens måde er at elske synderen og fordømme synden. Det betyder, at vi fortsat åbner vores hjem, vores hjerte og vore arme for vore børn, men det behøver ikke at være ensbetydende med, at vi accepterer deres livsstil. Det betyder heller ikke, at vi hele tiden skal fortælle dem, at deres livsstil er upassende. En endnu større fejl ville være at begynde at forsvare barnet, fordi det hverken hjælper barnet eller hjælper forældrene. Erfaringen siger, at en sådan handlemåde med stor sikkerhed vil føre os bort fra den kurs, Herren har udstukket for os.

ÆLDSTE OAKS: Det Første Præsidentskab kom med en vidunderlig erklæring om dette emne i et brev fra 1991. Angående enkeltpersoner og familier, der kæmper med denne form for problemer, sagde de: »Vi tilskynder Kirkens ledere og medlemmer til at række ud i kærlighed og forståelse til dem, der slås med disse problemer.« Hvis vi som medlemmer af Kirken rådes til at række ud i kærlighed og forståelse til dem, der »slås med disse problemer«, så ligger forpligtelsen især hos forældre til børn, som slås med disse problemer … selv børn som er involveret i syndig adfærd, der har forbindelse med disse problemer.

INFORMATIONSAFDELINGEN: Er det til en vis grad en naturlig reaktion, når nogle forældre afviser deres barn, når det ikke lever op til deres forventninger? Er det sommetider lettere at »lægge låg på problemet« end at håndtere det?

ÆLDSTE OAKS: Vi opfordrer helt sikkert forældrene til ikke at bebrejde sig selv, og vi opfordrer medlemmerne af Kirken til ikke at bebrejde forældrene i en sådan situation. Vi bør huske på, at ingen af os er perfekte, og at ingen af os har børn, hvis adfærd stemmer fuldstændig overens med lige præcis det, vi ønsker, at de skal gøre i alle situationer.

Vi har stor medfølelse for de forældre, hvis kærlighed og beskyttelsesinstinkt over for deres børn, som har store udfordringer, har stillet dem i situationer, der står i modsætning til Kirken. Jeg håber, at Herren vil være de forældre nådig, hvis kærligheden til deres børn har fået dem til at falde i sådanne fælder.

INFORMATIONSAFDELINGEN: Lad os bruge eksemplet igen. Min søn er nu holdt helt op med at komme i Kirken. Der er ikke udsigt til, at han vender tilbage. Nu fortæller han mig så, at han har tænkt sig at rejse til Canada, der tillader homoseksuelle ægteskaber. Han holder på, at han er enig i, at et kærligt ægteskab er vigtigt. Han har ikke skiftende partnere – han har kun ét forhold. Han og hans partner tilsigter at have et forhold, der vil vare resten af livet. Han kan ikke forstå, hvorfor en forpligtelse for livet ikke kan accepteres af Kirken, når samfundet bevæger sig i den retning. Hvad forventes jeg, som far og medlem af Kirken, at sige til ham?

ÆLDSTE WICKMAN: Lad mig begynde med at sige, at ægteskabet ikke er et politisk eller samfundsmæssigt spørgsmål. Ægteskabet er indstiftet af Herren selv. Det er den eneste institution, der ved præstedømmets myndighed udføres som en ceremoni i templet og rækker videre end denne verden. Det er af så afgørende betydning … en så grundlæggende lærdom i Jesu Kristi evangelium – om selve formålet med skabelsen af denne jord. Man kan dårligt passere den første side af 1 Mosebog, uden at det står klart. Det er ikke en institution, som mennesket skal ændre på – og især ikke, når de kun gør det for deres egen skyld. I Herrens øjne findes der ikke noget, der hedder homoseksuelle ægteskaber. For Herren vil homoseksuel adfærd altid være en afskyelig synd. At kalde det noget andet i kraft af en eller andet politisk definition ændrer ikke ved det faktum.

ÆLDSTE OAKS: En anden måde at sige det på, er, at det canadiske parlament og kongressen i Washington ikke har myndighed til at ophæve Guds bud eller til på nogen måde at tilpasse eller ændre dem.

INFORMATIONSAFDELINGEN: På nogle hjemmesider for homoseksuelle er der nogle, der påstår, at homoseksuel adfærd ikke er direkte forbudt i Bibelen, især ikke i Det Nye Testamente. Nogle påstår, at Jesu Kristi nåde og kærlighed til menneskeheden også kan omfatte denne form for forhold. Hvordan er Kirkens lære på det punkt?

ÆLDSTE WICKMAN: For det første, så bør de, der påstår noget sådant, læse Bibelen grundigere. Men derudover er det som at sammenligne æbler og appelsiner, når man sammenligner den kærlighed, som Frelseren udviste for alle mennesker, alle personer, alle mænd, kvinder og børn med lærdommene om ægteskab.

Frelseren kom faktisk med en erklæring om ægteskabet, om end i en lidt anden sammenhæng. Jesus sagde, at »derfor skal en mand forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød … Hvad Gud altså har sammenføjet, må et menneske ikke adskille.«

Normalt bruger vi det udtryk i forbindelse med to personer, en mand og en kvinde, som er gift, og det upassende i, at nogen prøver at skille dem. Jeg tror, at det kan have en bredere lærdomsmæssig betydning. Det er tydeligt, at Bibelen – både i Det Gamle og Det Nye Testamente – underviser i ægteskabet mellem en mand og en kvinde. Enhver, som forsøger at modsige det begreb, går samtidig direkte imod det, som Jesus sagde. Det er vigtigt at huske på forskellen mellem Jesu kærlighed og hans definition på lærdommene, såvel som definitionen på lærdommene, der kommer fra Herren Jesu Kristi apostle og profeter, både fordums og i vore dage.

INFORMATIONSAFDELINGEN: Hvad så med dem, der siger: »Okay. Sidste dages hellige har ret til at tro på lige, hvad de vil. Hvis I ikke tror på homoseksuelle ægteskaber, så er det fint. Men hvorfor prøve at regulere andre menneskers adfærd, når de intet har med jeres tro at gøre, især når nogle lande i Europa har lovliggjort den form for ægteskab?« Hvorfor ikke blot sige: »Vi er lærdomsmæssigt uenige i det, for så vidt angår vores eget folk« og så lade det blive ved det. Hvorfor kæmpe imod et forfatningstillæg i USA for eksempel?

ÆLDSTE WICKMAN: Vi prøver ikke at regulere mennesker, men holdningen, at »det, der foregår i jeres hus, påvirker ikke det, der foregår i mit hus,« kan, for så vidt hvad angår homoseksuelle ægteskaber, vise sig at være det endegyldige sofisteri for dem, som taler for homoseksuelle ægteskaber.

Nogle mennesker arbejder for at fremme tanken om, at der side om side kan eksistere to former for ægteskab, det heteroseksuelle og det homoseksuelle, uden at det har skadelige følger. Virkeligheden er imidlertid, at ægteskabet, ligesom alle andre institutioner, kun kan have en definition uden at ændre ved institutionens grundlæggende natur. Derfor kan der ikke findes to former for ægteskab. Enten findes ægteskabet, som det defineres nu, og som det defineres af Herren, eller også kunne der findes noget, som kunne beskrives som et ægteskab, der ikke var kønsbestemt. Det sidstnævnte er uforeneligt med Gud, der, som vi har talt om, selv beskrev, at ægteskabet er mellem en mand og en kvinde.

En ændring i definitionen af denne institution ændrer derfor definitionen for alle – ikke blot for dem, som ønsker at indgå et såkaldt homoseksuelt ægteskab. Det overser også den definition, som Herren selv har givet.

ÆLDSTE OAKS: Der er endnu en vigtig pointe i denne sammenhæng. Lad os ikke glemme, at ægteskabet i tusindvis af år har været mellem en mand og en kvinde. Indtil for ganske kort tid siden, hvilket nu ikke længere er tilfældet i nogle få lande, har der ikke været noget, der hed homoseksuelle ægteskaber. Pludselig står vi over for påstanden om, at tusindvis af års menneskelig erfaring bør tilsidesættes, fordi vi ikke bør diskriminere i forbindelse med ægteskab. Når en sådan påstand fremsættes, ligger bevisbyrden for, at et sådant skridt ikke vil ødelægge århundredes visdom, stabilitet og erfaring, hos dem, som ønsker forandring. Alligevel fremsættes spørgsmålet og emnet, som om de, der tror på ægteskabet mellem en mand og en kvinde, har bevisbyrden for, at det ikke bør udvides til ligeledes at omfatte andre vilkår.

INFORMATIONSAFDELINGEN: Der er nogle, der siger, at det i højere grad var tilfældet i 1950’erne eller tidligere end i det 21. århundrede. Hvis man fx ser på et antal lande i Europa, så er det traditionelle ægteskab i så hurtig tilbagegang, at det ikke længere er normen. Hvis ægteskabet udvikler sig, bør vi så modsætte os den slags samfundsmæssige forandringer?

ÆLDSTE OAKS: Det argument imponerer mig lige så lidt som et argument om, at hvis vi er enige i, at patienten er syg og fortsat får det dårligere, så bør vi give ham nådestødet. Det nådestød, som gør en ende på patientens liv, minder meget om den drastiske ændring af ægteskabet som institution, som homoseksuelle ægteskaber ville medføre.

INFORMATIONSAFDELINGEN: I talte om, hvordan samfundet kunne lide skade ved at omdefinere ægteskabet. Hvad ville I sige til de mennesker, som siger: »Jeg kender homoseksuelle, som befinder sig i langvarige, seriøse forhold. De er dejlige mennesker. De elsker hinanden. Hvordan kan det skade mit heteroseksuelle ægteskab, at man lader dem deltage i det samme ›ritual‹?«

ÆLDSTE WICKMAN: Lad mig gentage det, jeg sagde for lidt siden. Jeg synes virkelig, at det argument er sofisteri, fordi ægteskabet er en forenende institution. Ægteskab betyder et forpligtende, juridisk anerkendt forhold mellem en mand og en kvinde. Det er det, det betyder. Det er det, det betyder i åbenbaringerne. Det er det, det betyder ifølge verdslig lovgivning. Dette ægteskab kan ikke som institution eksistere side om side med noget andet, som man kalder et homoseksuelt ægteskab. Det er ganske enkelt en definitorisk umulighed. Hvis man på et tidspunkt begynder at godkende et juridisk anerkendt forhold – et forpligtende forhold mellem to mennesker af samme køn – som en institution, så har man omdefineret institutionen til at være et ægteskab, der ikke er kønsbestemt.

Som vi har nævnt som svar på andre spørgsmål, så er ægteskaber, som ikke er kønsbestemt en modsætning til Guds lov og til åbenbarede ord. Skrifter, fordums og nutidige, kan ikke være tydeligere, for så vidt angår den definition, som Herren og hans tjenere i de forskellige uddelinger har givet på ægteskabet.

Men det har en afgørende virkning på en meget verdslig måde på alle andre. Det, der sker i en andens hus længere nede ad vejen, påvirker virkelig det, der sker i mit hus, og hvordan det håndteres. At påstå, at man over for disse århundreders historie og åbenbaringer fra Gud og hele det menneskelige mønster har ret til at omdefinere hele institutionen for alle, er yderst indbildsk og forfærdelig stædigt.

ÆLDSTE OAKS: En anden pointe i den forbindelse kan stilles som et spørgsmål. Et par, som bor sammen, er lykkelige og forpligtede over for hinanden og ønsker, at deres forhold skal kaldes et ægteskab, hvorfor ønsker de det? Overvej det, de siger, de har. Hvorfor skulle de ønske at tilføje den juridiske status af ægteskab, som er blevet æret og har eksisteret i tusindvis af år? Hvad ønsker de, som gør sig til fortalere for homoseksuelle ægteskaber? Hvis det kunne formuleres på anden vis end diskrimination, hvilket ikke er et særlig godt argument, ville det være lettere at besvare det spørgsmål, du stillede, og jeg tror, at det ville afsløre det fornuftige i det, vi allerede har hørt.

Der er nogle bestemte kendetegn ved ægteskabet – visse juridiske og samfundsmæssige følger og en vis berettigelse – som, hvis de blev overført på noget andet forhold end ægteskabet mellem en mand og en kvinde, ville nedgøre og måske ødelægge den institution, som er blevet æret igennem så mange tusinde år.

Vi bør desuden være forsigtige, hvis mennesker ønsker at legalisere et bestemt forhold, som har været misbilliget i årtusinder. Pludselig er der en trang til at lovliggøre det, så de kan få det bedre med sig selv. Dette argument holder imidlertid ikke. Forestil jer, at en person ernærer sig ved en eller anden form for ulovlig adfærd, men ikke føler sig godt tilpas med det. (Han er måske professionel tyv eller sælger en ulovlig tjeneste eller noget lignende). Skal vi så lovliggøre hans adfærd, fordi han bliver diskrimineret på grund af sit erhvervsvalg, eller fordi han har det dårligt med det, han gør, og gerne vil have det godt med sig selv eller have sin adfærd gjort acceptabel i samfundets og sin families øjne? Mit svar må være, at vi ikke lovliggør en bestemt adfærd af sådanne grunde, medmindre der fremføres meget overtalende argumenter for at ændre den nuværende situation.

INFORMATIONSAFDELINGEN: Gælder argumentet mod homoseksuelle ægteskaber også registrerede partnerskaber eller en anden form for fordele, som ikke udgør et ægteskab?

ÆLDSTE WICKMAN: Man kan anskue ægteskabet som en håndfuld rettigheder forbundet med, hvad det vil sige for to mennesker at være gift. Det Første Præsidentskab har udtrykt, at de støtter ægteskabet og den håndfuld rettigheder, som tilhører en mand og en kvinde. Det Første Præsidentskab har ikke udtalt sig om en bestemt rettighed. Det er egentlig ligegyldigt, hvad man kalder det. Hvis man har et juridisk anerkendt forhold med visse rettigheder, som traditionelt hører til ægteskabet, og lovgivere har rubriceret det som et eller andet – uanset om det kaldes registreret partnerskab eller noget andet – så er det ikke desto mindre ensbetydende med ægteskab. I den forbindelse kræver vores lære simpelthen, at vi står frem og siger: »Det er forkert. Det er ikke passende.«

Så vidt som noget mindre end det – fx forhold, der giver nogle par i vores samfund nogle, men ikke alle, de rettigheder, som forbindes med ægteskabet – i den forbindelse, mener jeg ikke, at Det Første Præsidentskab har udtalt sig. Der findes i samfundet flere forskellige former for partnerskab eller forbindelser mellem to personer, som ikke indebærer et seksuelt forhold mellem to personer af samme køn, som giver dem nogle rettigheder, som vi ikke har nogen indvendinger imod. Når det nu er sagt … der kan være eksempler på bestemte rettigheder, som vi ville være bekymrede for at give til personer i et homoseksuelt forhold. Her tænker jeg først og fremmest på adoption af den simple grund, at det er en rettighed, som historisk og lærdomsmæssigt set er tæt forbundet med ægteskab og familie. Jeg nævner eksemplet med adoption, netop fordi det har at gøre med at føde og opfostre børn. Som det er udtrykt for ikke så længe siden af levende apostle og profeter i Familieproklamationen, er vores lære, at børn fortjener at vokse op i et hjem med en far og en mor.

INFORMATIONSAFDELINGEN: Angående spørgsmålet om et forfatningstillæg, der forbyder ægteskaber mellem personer af samme køn, er der nogle sidste dages hellige, som er modstandere af homoseksuelle ægteskaber, men som ikke mener, at det bør håndteres gennem et forfatningstillæg. Hvorfor mente Kirken, at den burde gå i den retning?

ÆLDSTE OAKS: Lovgivning har mindst to funktioner: Den ene er at fastsætte og regulere grænserne for acceptabel adfærd. Den anden er at undervise enkeltpersoner i principperne for, hvordan man træffer personlige valg. Lovgivningen fastslår, at der er noget, der er så uacceptabelt, at det ikke kan håndhæves, hvorfor ingen anklagere prøver at håndhæve det. Det er det, vi kalder lovens undervisningsfunktion. I vores samfund er tiden efter min mening moden til, at der er stor visdom i og et vigtigt formål med at gennemføre et forfatningstillæg i USA, som erklærer, at ægteskabet er mellem mand og kvinde. Der er intet i det foreslåede tillæg, der kræver, at der skal ske strafferetlig forfølgelse, eller at statsadvokaten skal fare ud og arrestere folk, men det erklærer et princip, og det skaber også et forsvar mod dem, som ønsker at ændre den traditionelle definition af ægteskabet.

Der er mennesker, som er modstandere af et føderalt forfatningstillæg, fordi de mener, at lovgivningen vedrørende familien bør være et anliggende for den enkelte stat. Jeg kan godt se, at det er et rimeligt argument. Jeg synes dog, at det er misforstået, fordi den føderale regering gennem de føderale dommere, som er udnævnt for livet, allerede har overtaget dette retsområde. Forfatningstillægget er et forsvar mod dem, som måtte ignorere staternes vilje, der er udtrykt gennem lovgivningen, og kræve homoseksuelle ægteskaber anerkendt på føderalt niveau – og et forsvar mod ophævelsen af statslige love, der bestemmer, at ægteskabet er mellem en mand og en kvinde. Kort sagt kan Det Første Præsidentskab tilslutte sig et forfatningstillæg (som måske eller måske ikke bliver vedtaget) for at understøtte lovens undervisende funktion. Et sådant tillæg ville være et meget vigtigt udtryk for en samfundsmæssig interesse, som ville og burde påvirke de afgørelser, som dommere overalt i landet træffer.

ÆLDSTE WICKMAN: Jeg vil gerne lige tilføje noget. Det er ikke Kirken, der har gjort ægteskabet til et spørgsmål om føderal lovgivning. De, som ivrigt gør sig til fortalere for noget, som de kalder homoseksuelle ægteskaber, har i bund og grund selv sat det punkt på den politiske dagsorden. Det er dem, der har skabt en situation, hvor man i landets lovgivning på en eller anden måde bliver nødt til at tage stilling til emnet ægteskab. Dette er ikke en situation, hvor Kirken har valgt at bringe det i et lovgivningsmæssigt eller politisk søgelys. Det er det allerede.

Sagens kerne er, at den bedste måde at sikre, at definitionen af ægteskabet bliver ved med at være den samme, er at indføje den i USA’s grundlæggende juridiske dokument. Det vil sige, i forfatningen. Det er der, kampen har ført det til. I sidste ende er det der, slaget skal stå. På en eller anden måde vil det blive afgjort som et spørgsmål om føderal lovgivning. Det er altså ikke et forum, som vi sidste dages hellige har valgt at tage emnet op i, men det er sket, og vi har ikke andet valg end at udtrykke vores holdning til emnet – og det er i virkeligheden alt, hvad Kirken har gjort.

Beslutningen om, hvad hvert enkelt medlem af Kirken vil gøre i forbindelse med dette emne, er selvfølgelig helt op til dem selv i deres egenskab af borgere.

INFORMATIONSAFDELINGEN: Igennem hele denne samtale er det traditionelle ægteskab mellem en mand og en kvinde blevet fremhævet. Kan I se ironien i, at Kirken træder offentligt frem i forbindelse med dette emne, når Kirken efter så mange menneskers opfattelse, både i USA og i resten af verden, er kendt for engang at have støttet en meget utraditionel form for ægteskab – nemlig polygami?

ÆLDSTE OAKS: Jeg kan godt se ironien i det, hvis man ser på det uden troen på, at vi er fast forankret i guddommelig åbenbaring. De sidste dages hellige i det 19. århundrede, heriblandt nogle af mine forfædre, var ikke ivrige efter at praktisere polygami. De reagerede ligesom Brigham Young, som udtrykte sine yderst negative følelser, da han først fik princippet åbenbaret. De sidste dages hellige, der i det 19. århundrede praktiserede polygami, mænd og kvinder, gjorde det, fordi de følte, at det var en pligt, Gud havde pålagt dem.

Da de blev frataget den pligt, blev de befalet at følge landets love, som på føderalt niveau forbød polygami. Da de fik at vide, at de skulle afholde sig fra polygame ægteskaber, var der sikkert nogle, der blev kede af det, men jeg tror, at flertallet blev meget lettede og glade for at kunne vende tilbage til hovedstrømningen i den vestlige civilisation, som var ægteskabet mellem en mand og en kvinde. Kort sagt, hvis man går ud fra en antagelsen om fortsat åbenbaring, som Kirken bygger på, så forstår man, at der ingen ironi er i dette. Men hvis man ikke går ud fra den antagelse, er ironien tydelig.

INFORMATIONSAFDELINGEN: Hvad så med de forskellige former for støttegrupper for homoseksuelle?

ÆLDSTE WICKMAN: Jeg tror hverken vi støtter eller ikke støtter dem, men det afhænger meget af, hvilken slags gruppe det er. Vi opfordrer bestemt til, at man ikke involverer sig med grupper eller organisationer, der opfordrer til en homoseksuel livsstil.

Når alt kommer til alt, så er den klogeste fremgangsmåde for alle, som er tiltrukket af deres eget køn, at arbejde på at udvide sin horisont til andet end deres seksuelle orientering, deres kønsorientering, og forsøge at se hele personen. Hvis jeg var tiltrukket af mit eget køn, skulle jeg stræbe efter at se mig selv i en meget bredere sammenhæng … at se mig selv som Guds barn med de evner, jeg nu engang måtte have, uanset om de måtte være intellektuelle, musikalske, evner inden for sport eller medfølelse til at hjælpe andre, og se mig selv i et større perspektiv, og således se mit liv i forhold til de evner.

Jo mere et menneske kan se forbi sin kønsorientering, desto mere lykkeligt og godt kan livet blive. Det værste nogen af os kan gøre – uanset hvilke fristelser, vi står over for – er at fokusere på dem, og hænge fast i dem. Når vi gør det, benægter vi ikke kun det, vi består af, men erfaringen viser også, at der er en øget sandsynlighed for, at vi til sidst giver efter for den tilbøjelighed.

ÆLDSTE OAKS: Princippet, som ældste Wickman har talt om, er i en nøddeskal, at hvis man forsøger at leve med og blive ved med at have herredømmet over homoseksualitet, så er det den bedste måde at gøre det på ved at have grupper, som karakteriserer deres medlemmer ud fra andre egenskaber end homoseksualiteten.

INFORMATIONSAFDELINGEN: Hvis I skulle beskrive det meget omfattende emne ved hjælp af nogle grundlæggende principper, hvilke skulle det så være?

ÆLDSTE OAKS: Gud elsker alle sine børn. Han har sørget for en plan til sine børn, så de kan nyde hans mest udsøgte velsignelser i al evighed. Disse udsøgte velsignelser hænger sammen med ægteskabet mellem en mand og en kvinde, som gennem rette præstedømmemyndighed er sammenføjet som en familieenhed, for at de kan få efterkommere og nyde glæde i dette liv og i livet herefter.

Vi opfordrer indtrængende personer, som er tiltrukket af deres eget køn til at afholde sig fra at handle i overensstemmelse med disse følelser, fordi det er en synd, på samme måde som vi indtrængende opfordrer heteroseksuelle til at afholde sig fra at have seksuelle forbindelser, før deres ægteskab er godkendt af Gud og i overensstemmelse med landets love. Det er vejen til lykke og et evigt liv. Gud har ikke givet os nogen befaling, som han ikke giver os styrke og kraft til at efterleve. Det er frelsesplanen for hans børn, og det er vores pligt at forkynde den plan, at undervise i sandheden i den og at prise Gud for hans Søns, Jesu Kristi, mission. Det er Kristi forsoning, der gør det muligt for os at blive tilgivet for vore synder, og hans opstandelse, der giver os forsikringen om udødelighed og livet efter dette. Det er livet herefter, som styrer vores opfattelse i livet her på jorden og styrker vores beslutning om at efterleve Guds lov, så vi kan kvalificere os til hans velsignelser i livet efter dette.

INFORMATIONSAFDELINGEN: Tak.

Retningslinjer vedrørende omtale: Når der skrives om Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, vær da venlig at bruge Kirkens fulde navn i den første henvisning. Se yderligere information om brugen af Kirkens navn i vore retningslinjer på internettet.

Beslægtede emner

Familieproklamationen

Familieproklamationen

Lykke i familielivet vil med størst sandsynlighed opnås, når det baseres på Herren Jesu Kristi lærdomme. Vellykkede ægteskaber og familier opbygges og bevares ved tro, bøn, omvendelse, tilgivelse, respekt, kærlighed, barmhjertighed, arbejde og sunde fritidsbeskæftigelser.

Læs mere »
Flere emner ►