Pressemeddelelse

Ældste Dale G. Renlund: Familieoplevelser, når de nuværende begivenheder i Europa vækker genklang hos skandinaviske immigranter

Ældste Dale G. Renlund: Familieoplevelser, når de nuværende begivender i Europa vækker genklang hos skandinaviske immigranter

Ældste Dale G. Renlund: Familieoplevelser, når de nuværende begivenheder i Europa vækker genklang hos skandinaviske immigranter

Apostlens nordiske rødder er en stærk indflydelse i hans liv i dag

Når ældste Dale G. Renlund tænker over sin rige nordiske familiearv, bliver han empatisk: »En svensk og finsk mentalitet er den del af den, jeg er – der er en stor del af mig, der er svensk og finsk,« siger han.

»Jeg er enormt stolt af den arv, jeg er begejstret for at have den,« reflekterer den nyeste apostel i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige (mormonerne), der har fætre og kusiner i Finland og Sverige.

Ældste Renlund siger, at han beundrer svenskernes »naturlige tilbøjelighed til at være venlige, til at være gode og til at ønske at dele. Disse karaktertræk finder jeg ganske enkelt fascinerende.«

Det er finnernes beslutsomhed og »standhaftighed« (på finsk »sisu«), han respekterer mest. »Jeg elsker folket – når en finne først er forpligtet, vil vedkommende altid gøre alt, hvad vedkommende kan ,og når der ikke er mere at give, vil vedkommende fortsat give,« tilføjer ældste Renlund.

»Mit modersmål er svensk, og vi talte svensk derhjemme, indtil vore forældre erkendte, at vi ville være nødt til at gå i skole. Og så gjorde vore forældre en bevidst indsats på at tale engelsk derhjemme for at hjælpe deres børn.«

Når det kom til at se de olympiske vinterlege, da ældste Renlund voksede op i sin immigrantfamilie, joker han med, at det var en »win-win«-situation, når Sverige var imod Finland: »Vi heppede altid på Finland eller Sverige, og når Finland og Sverige spillede mod hinanden i en eller anden sportsgren som ishockey, vidste vi, at vi ikke kunne tabe!«

Ræk ud til de europæiske flygtninge – dengang og nu

Det at komme fra et hjem med skandinaviske immigranter har gjort varigt indtryk på ældste Renlund. Hans første familieoplevelser har fortsat stor betydning for ham og de nuværende begivenheder i Europa vækker genklang – en million flygtninge og migranter er kommet ind i Europa i løbet af det sidste år.

Ældste Renlunds far Mats Åke Renlund blev født i Finland. Han kom til Sverige i slutningen af anden verdenskrig, hvor han var i en flygtningelejr i 1944 og blev svensk statsborger, før han emigrerede til USA, så han kunne gifte sig med sin forlovede, Ragnhild Mariana Andersson, i et af mormonernes templer.

»Når jeg tænker på flygtningene i Europa og tænker på det, der sker nu, kommer jeg til at tænke på, at min far faktisk oplevede det på egen krop, da han var flygtning i 1944 – det kan have interesse fra hans perspektiv, fra Europas perspektiv, fordi han oplevede det.

Min far huskede til sin dødsdag med taknemlighed det venlige svenske folk, som tog ham ind som flygtning. Det inspirerede ham til at gøre det samme – være venlig mod andre, og det var et kendetegn. Man tænker på det, som Hjælpeforeningen står for – på svensk er det ›Hjälpföreningen‹, det er en forening, der støtter og hjælper. Og så er der ting, som vi kan gøre som kirke, som vi kan gøre individuelt og samlet for at forsøge at hjælpe med dette. Og det begynder med en forståelse af, at alle disse flygtninge er vore brødre og søstre.«

Overvind udfordringer gennem evangeliet, familien og Kirken

Som barn af immigranter fra Sverige mødte ældste Renlund og hans søskende mange udfordringer. »Det var hårdt, vi vidste, at vi var anderledes, vi vidste, at vore forældre var immigranter. Og vi vidste, at vi skilte os ud, men vi var stolte over at være anderledes. Vi var stolte over, at vi havde denne finske og svenske arv,« siger ældste Renlund.

Tætforbundne bånd af familiekærlighed, identitet og evangeliets samhørighed gav den tiltrængte styrke. Dette var især sandt, da ældste Renlunds familie flyttede tilbage til de nordiske lande, da Mats Renlund blev kaldet på en byggemission tidligt i 1960’erne. Familien flyttede først til Helsinki i Finland, hvor Mats arbejdede på kirkebygningen i Haaga og derefter til Sverige.

 

»Vi var overhovedet ikke rige under disse omstændigheder, og jeg husker, at vi tog til Trollhättan i Sverige engang sammen med min far, og der var nogle missionærer – det var sidst på måneden – der var løbet tør for penge, de havde ikke penge til mad. Og min mor tog og gav dem 10 kroner, og jeg husker, at min søster og jeg sagde til min mor: ›Hvordan kunne du gøre det? Du ved, vi ikke har nok til os selv.‹ Min mor sagde: ›Når man giver noget til missionærerne, kommer penge altid fem gange igen.‹ På den anden side af bygningen havde et medlem set mine sko, der var meget slidte, og havde givet min far 50 kroner. Og da vi talte om det, da vi kørte hjem, stod det klart for mig som trettenårig, at det var sandt.«

Da ældste Renlund var 19, tog han på en fuldtidsmission i Sverige, hvor han igen begyndte at fordybe sig i den svenske kultur.

»Jeg husker, at jeg som en ung mand på min mission så folk lære om gengivelsen af evangeliet og se vidnesbyrd om Frelseren begynde, vidnesbyrd blive styrket og en villighed til at indgå pagter. Det dejligste minde, jeg har af alle kirkeoplevelser, jeg nogen sinde har haft, er, da Kristi forsoning blev en realitet i deres liv.«

Udvikling i Sverige og i vores personlige tilværelse

Ældste Renlund siger, at det er tilfredsstillende at se Kirkens udvikling i Sverige i årenes løb, nu hvor der er et tempel i Stockholm og 9.500 medlemmer. »At se dette ske og at se stærke flergenerationsfamilier har bare været fantastisk, og der er noget vidunderligt ved forpligtede medlemmer der.«

Om stigende verdslighed siger ældste Renlund: »Det, som en familie har brug for i et verdsligt samfund, er at forstå det, som evangeliet virkelig bringer. Evangeliet bringer glæde og forståelse, og når vi husker den glæde og forståelse, hjælper det os med at navigere gennem et verdsligt samfund – at være et lys for verden, ikke at være bange for, hvem vi er, men få glæde ved dem, vi er og behandle andre, som Frelseren ville behandle dem.«

Da ældste Renlund bliver spurgt om, hvornår han vil besøge Sverige, siger han: »Kirkens præsident Thomas S. Monson kalder mig ›svensk pojke‹ (svensk dreng), men jeg ved ikke, hvornår jeg kan komme til Sverige, men det sker, når jeg får en opgave der, og jeg ser frem til det.«

Retningslinjer vedrørende omtale:Når der skrives om Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, vær da venlig at bruge Kirkens fulde navn i den første henvisning. Se yderligere information om brugen af Kirkens navn i vore retningslinjer på internettet. »Retningslinjer.