Mormon Newsroom
Nyhed

Enhed i forskelligheden

Første del i en serie på tre dele om den verdensomspændende kirke

Kan en kirke være forenet og forskellig på samme tid? I en global verden som vores, hvor folk lettere end nogensinde før udveksler ideer og kulturer, vil et bedre spørgsmål være: »Hvordan kan en kirke overleve uden enhed og forskellighed?« De to begreber modsiger langt fra hinanden, i stedet komplementerer de hinanden, som hver side af en mønt.

Mormonernes forskellige profiler

»Så er I da ikke længere fremmede og udlændinge. I er de helliges medborgere og hører til Guds husstand.« Efeserne 2:19

Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges profil er under forandring. Engang bestod Kirkens medlemmer mest af folk fra Nordeuropa og var koncentreret i staten Utah, men antallet af medlemmer er vokset over hele jorden siden midten af 1900-tallet. I dag afspejler medlemmerne enhver race og kultur med flere farver og større forskellighed end nogensinde før.

Mosaikken overrasker jer måske. Sidste Dages Hellige bor i 190 lande, nationer og territorier, taler over 120 sprog og går i kirke i næsten 30.000 menigheder over hele verden. Brasilianere leder Kirken i Brasilien. Japanerne organiserer arbejdet i

Japan. Tyskerne underviser medlemmerne i evangeliet i Tyskland. Og Kirken organiserer nogle gange menigheder for at imødekomme behovene hos etniske lokalsamfund såsom polakker i Chicago, kinesere i Salt Lake City og cambodjanere i Massachusetts.

Missionærer over hele jorden tjener i mere end 400 missioner. En ung mand fra Italien kan tjene i en mandarintalende mission i England, en ung kvinde fra Australien kan tjene i en hmongtalende mission i Californien, et pensioneret ægtepar fra Idaho kan tjene en sundhedsmission i Indien. Disse frivillige fordyber sig selv i fremmede kulturer og elsker de folk, de tjener.

Men statistikkerne viser kun en del af det. Meget af denne historie bliver fortalt gennem kulturelle udtryk.

Hvis I oplever det kulturarrangement, der bliver afholdt før enhver indvielse af et SDH-tempel, så vil I opleve vitaliteten hos folk i hele verden. Hvad enten det er de østeuropæiske kulturers kunstneriske færdigheder i forbindelse med indvielsen af templet i Kijev i Ukraine eller den energiske optræden af medlemmerne i Buenos Aires i Argentina, så viser disse optrædener de sidste dages helliges dans, musik og kostumer i deres hjemlige omgivelser.

Hvert tredje år deltager mormonske kunstnere fra hele verden i den internationale kunstkonkurrence. Denne begivenhed, der bliver afholdt af Kirken, byder på malerier, tegninger, illustrationer, fotos, skulpturer og meget mere. Disse værker, der bliver samlet i en udstilling, side om side, viser dybden i den religiøse refleksion og håndværket i den åndelige forestillingsevne. Deltagerne viser personligheden i deres arv og deres regions karaktertræk. Der er ikke noget enkelt perspektiv, der overskygger et andet, og evangeliets farver skinner igennem.

I hvert land og område bidrager de sidste dages hellige til deres egen kultur. Men uanset etniciteten eller deres udseende, så har de en fælles identitet som børn af den samme himmelske Fader. Race er en bekræftende del af menneskets formål. Lige så meget som disse forskelle beriger os, så overgår Jesu Kristi evangelium dem alle.

Ligesom Kristi legeme

»For ligesom legemet er en enhed, selv om det har mange lemmer, og alle legemets lemmer, så mange som de er, dog danner ét legeme, sådan er det også med Kristus.« 1 Korinther 12:12

Efterlevelse af evangeliet kræver ikke, at folk opgiver det, der gør dem unikke. De kvaliteter, der danner vores identitet og opbygger vores karakter, bidrager også til det gode i Kirken. I Det Nye Testamente sammenlignede apostlen Paulus kirken med Kristi legeme. På det tidspunkt var kirkens grene spredt blandt forskellige kulturer og nationaliteter i Middelhavsområdet. Han skrev: »For vi er alle blevet født med én ånd til at være ét legeme« (1 Kor 12:13). Sådan er det også i dag. I Kirken er der medlemmer af stort set alle racer og nationaliteter, og hver af dem er et vigtigt medlem af det store hele.

Sidste dages hellige finder i alle deres forskelligheder trøst i deres fællestræk. Hvor end medlemmerne af Kirken rejser hen, hvad enten det er Seoul, São Paulo eller Sankt Petersborg, så føler de fællesskabet i deres religiøse samfund. De deler samme tro, et velkendt sprog og en fælles forpligtelse til at tage sig af hinanden. Selvom de kan være uenige i politik eller økonomi, så vokser de sammen, når de tager fat på forskellene med forståelse og følsomhed.

Det kan føles som at komme hjem, når man træder ind i mormonernes kirkebygning og hører lydene fra et kirkemøde. Møderne om søndagen følger det samme mønster, man synger de samme sange og omdeler den samme nadver. Prædikenerne bruger de samme skriftsteder, og lærerne underviser i de samme lektioner. De samme ressourcer bliver oversat og omdelt til forsamlinger i hele Kirken. Og alligevel antager hver sidste dages hellig oplevelsen forskelligt. En forenet evangelisk kultur forefindes sammen med forskellige individuelle og samfundsmæssige miljøer.

I sidste ende, er der ikke nogen amerikanske sidste dages hellige, europæiske sidste dages hellige, latinamerikanske sidste dages hellige, afrikanske sidste dages hellige eller asiatiske sidste dages hellige. Der findes ganske enkelt kun sidste dages hellige.

Retningslinjer vedrørende omtale:Når der skrives om Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, vær da venlig at bruge Kirkens fulde navn i den første henvisning. Se yderligere information om brugen af Kirkens navn i vore retningslinjer på internettet. »Retningslinjer.