Frances J. Monson, præsident Thomas S. Monsons hustru, er afgået ved døden

Frances J. Monson, hvis mand Thomas S. Monson er præsident for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, gik bort kl. 14:30 dansk tid om morgenen på et hospital i Salt Lake City omgivet af sin familie. Hun havde været indlagt i flere uger og gik stille bort af naturlige årsager i sin høje alder. Søster Monson var 86 år. Begravelsesarrangementet er endnu ikke fastsat.

Søster Monson blev af sin mand anerkendt som familiens fyrtårn af kærlighed, næstekærlighed og opmuntring. Hun levede i ord og gerning et kristruscentreret liv. Hun vil altid blive husket for hendes venlighed og stille, faste støtte til sin mand i hans kirkeopgaver.

Frances Beverly Johnson blev født den 27. oktober 1927 som den eneste datter og det yngste af Franz E. Johnson og Hildur Booth Johnsons fem børn. Hendes forældre var lykkelige over at få en lille pige i familien og opkaldte hende straks Frances efter sin far Franz.

Hun voksede op i Salt Lake City i Utah under den store depression og lærte værdien af hårdt arbejde og sparsommelighed, hvilket hele livet var en stor hjælp. Hun fik eksamen fra East High School og University of Utah, hvor hun var dygtig til matematik og naturvidenskab. Da hun blev spurgt, hvorfor hun studerede disse svære svag, svarede hun med et glimt i øjet: »Det er, fordi alle de søde drenge var der.« Frances var også en dygtig pianist og blev som teenager ofte set spille tennis i Liberty Park. Senere arbejdede hun i regnskabsafdelingen i et større varehus for at kunne betale for sin collegeuddannelse.

Det var også i hendes studietid, at hun mødte en flot, stor og stærk ung mand, der også var af svensk afstamning, Thomas S. Monson, som dengang var kendt som Tommy. »Den første gang jeg så Frances, vidste jeg, at jeg havde fundet den rette,« sagde han senere om deres første tid. De mødtes i 1944 og blev gift den 7. oktober 1948 i templet i Salt Lake City.

Parret blev velsignet med tre børn: Thomas Lee, Ann Frances og Clark Spencer. Børnene erfarede snart, at de havde en helt usædvanlig mor. Hun hjalp sine sønner med at lære om, købe og opdrætte Birmingham Roller-duer, og engang hjalp hun en søn med at rejse til England for at møde en ekspert i Birmingham Roller. Hun tillod også en søn at have en slange som kæledyr i badekarret. De flest mødre ville skælve ved ordet slange, og især over at have en i badekarret. Hjorde og flokke af kæledyr i familien omfattede i tidens løb kyllinger, flere duer, en hund, gæs og andre dyr.

Datteren Ann Dibb fortalte, at hendes mor altid var god til bogføring, budgetlægning og »at være opmærksom på, hvor man kunne finde de bedste tilbud.« Anns mor fulgte Kirkens råd om forudseende levevis med sparsommelighed og selvhjulpenhed, og hendes husholdningsbudget rakte længere ved at søge og købe varer på udsalg og derpå opbevare dem i hjemmet. Helt op til for nylig læste hun stadig begge Salt Lake-aviser og søgte kuponer og tilbud.

Hun var også kendt som familiens ekspert til at samle og reparere noget. Tidlig julemorgen fandt man altid Frances i færd med at samle cykler, legetøj og dukkehuse og andre gange med at reparere en elektrisk kontakt eller et problem med afløbet. Ann sagde, at dette var noget, som hendes far villigt indrømmede var hendes mors talent, ikke hans.

Hun virkede i Hjælpeforeningen og Primary og tilbragte mange timer med at forberede lektioner i disse kaldelser. Hun tjente også ved sin mands side, da han blev kaldet til at præsidere over Den Canadiske Mission med hovedsæde i Toronto i Ontario fra 1959 til 1962. Begge er enige om, at missionen var en smuk oplevelse, der gav dem mange muligheder for at lære og udvikle sig både åndeligt og intellektuelt.

Frances var velsignet med en skøn, humoristisk sans, som præsident Monson delvist gengav i en generalkonferencetale: »For flere år siden skulle min kære hustru på hospitalet. Hun efterlod en seddel til børnene: ›Kære børn, lad ikke far røre ved mikrobølgeovnen‹ – efterfulgt af et komma, ›eller ovnen, eller opvaskemaskinen eller tørretumbleren.‹ Jeg kvier mig ved at tilføje mere til den liste.« Hendes opskrift på et godt liv omfattede masser af opmuntring, venlighed og hårdt arbejde tilsat en dosis humor.

Men frem for alt vil Frances blive husket mest for den kærlighed og støtte, hun viste sin mand og familie, og den tjeneste hun gav andre. Ann sagde: »Hun elskede min far højt og anerkendte hans talenter og de gaver, han havde fået, og glædede sig ved at støtte og hjælpe ham udvikle de talenter, der var hans.« Hun stod fuldstændig bag sin mand i alle hans kirkeopgaver. Hun glædede sig også over at være mor og underviste hele tiden sine børn i vigtigheden af at ofre sig og at tjene Herren.

Ann fortalte om et smukt eksempel på sin mors støtte til sin far i hans kirkekaldelse. Som nykaldet medlem af De Tolv Apostles Kvorum blev den daværende ældste Monson bedt om at tale til præstedømmets møde ved generalkonferencen. Frances prøvede at stå i døren ind til Tabernaklet i Salt Lake City for at lytte til sin mand tale, men dørvogterne tillod det ikke, så hun stod så nær ved vinduet som muligt for at høre talen. Hun elskede at lytte til og vise sin støtte, og hun ledsagede ham mange gange på hans besøg hos de ældre og syge.

Frances udstrålede tålmodighed og barmhjertighed, når hun tjente andre. Hun passede i over seks år sin mor, der led af kræft. I april 1988 gav barmhjertighedssøstrene ved St. Joseph’s Villa, et plejehjem, Frances og hendes mand »Continuum of Caring Humanitarian«-belønningen for at ære dem begge for deres hengivne og utrættelige indsats for pensionisterne i Utah.

Frances Beverly Johnson Monson søgte aldrig bevidst rampelyset, men var altid imødekommende, venlig og støttende i alt, hvad hun sagde og gjorde. Hendes stille indflydelse, der har været mærket rundt om i verden, vil blive savnet.