[Denne essay om individuel tro er den første i en serie på fem om værdien af religion]
»Tro giver os styrke til at se det usynlige, favne det umulige og håbe på det utrolige.« — Pastor Samuel Rodriguez [1]
Vores moderne verden tilbyder flere valg og muligheder end nogensinde før. Videnskab og teknologi udvider fortsat vores viden, og forskelligheden af de religiøse verdenssyn vokser fortsat. Vores horisont synes at udvide sig mere og hurtigere, end vi er i stand til at fatte. Men i sidste ende forbliver vi det samme åndelige væsen. I løbet af vores rejse holder den indre længsel ud.
Religioner har en fælles indsigt: Der er noget ufuldkomment ved os. Så derfor længes vi efter fylde. Hvis der var et klart svar på ethvert spørgsmål, da ville der ikke være nogen, der rakte ud i bøn. Hvis der var en nem kur til enhver smerte, da ville der ikke være nogen tørst efter frelse. Hvis ethvert tab blev genoprettet, da ville der ikke være noget ønske om en himmel. Så længe disse behov er der, så længe vil religion være her. Det er en naturlig del af livet. At være menneske betyder at opleve usikkerhed, sorg og død. Religion er dog en skole, hvor man skaber klarhed i kaos, et hospital til at helbrede usynlige sår, en livslinje, der giver os ny chance.
Angående dette sagde rabbiner David Wolpe, at religion »kan komme ind i en verden, hvor der er megen smerte og lidelse og tab og bringe mening og formål og fred.« [2]
Selvom religion tager fat på disse behov, så er den ikke skabt af dem. Religion er ikke bare et menneskeligt svar på hårde tider. Den overgår det menneskelige; den kommer fra en højere kilde. Historien viser, at mænd og kvinder i gode tider og i dårlige tider søger både udenfor sig selv og inden i sig selv. Og de følger de svar, de modtager.
Desuden er religion samlingen af unikke personer i et fællesskab af troende. Men hvis den ikke kan vinde den enkeltes hjerte, kan den ikke opretholde dens samfund. Hver enkelt persons åndelige oplevelser kan være lige så forskellige, som personerne er. Fordi vi »ser … i et spejl, i en gåde,« [3] så beror det meste i livet på tro. I sidste ende, i disse søgende øjeblikke med det guddommelige, er det den enkelte, der filtrerer detaljerne, vægter beviserne og træffer beslutninger angående de allervigtigste ting. Denne afvejning er troens proces. Ludwig Wittgenstein skrev: »At tro på Gud betyder at indse, at kendsgerninger ikke nødvendigvis er den endelige sandhed« [4]
Menneskelivet handler om mening. Vores natur fører os til åndelige spørgsmål og formål. Religion tilvejebringer et rum, hvor man kan søge, finde og videregive svar og mening. Den forbindelse mellem religion og formål fortsætter i vore dage.
Hvad enten det er en sund livsstil, at tro på andre mennesker eller at give til godgørende formål, så vidner socialvidenskaben om utallige måder, hvor religion gavner den enkelte. En ny undersøgelse viser for eksempel, at »de, der siger, at de er sikre på, at Gud eksisterer, rapporteres at have en større fornemmelse af formål.« [5]
Der et især relevant nu. Vores møde med det moderne liv er ofte små glimt af billeder, der lyser op og svinder ind – overdådige på overfladen, men roden er forsømt. Men religion og den åndelighed, den inspirerer til, dykker ned under overfladen og forbinder os med det moralske grundlag, der gennemsyrer det meste af vores samfund.
Hele livet forundredes Will Durant, der som historiker studerede principper og kulturer, sig over kraften i religiøs tro. Han selv havde ikke nogen endelig overbevisning om Gud. Ved slutningen af sit liv fyldt med læring og observation vendte han sit sind mod kirkens betydning. I sine overvejelser viste han, at selv en agnostiker kan se den varige tiltrækning ved religion, når han står over for det ukendte:
»Disse kirketårne, der alle vegne peger opad, ignorerer fortvivlelse og opløfter håbet, disse knejsende spir i byen eller simple kirker i bakkerne – de hæver sig fra ethvert trin på jorden mod himlen; i enhver landsby i alle nationer udfordrer de tvivl og indbyder de tyngede hjerte til at blive trøstet. Er det hele et forfængeligt bedrag? Er det intet efter livet udover døden, og intet efter døden udover forfald? Det ved vi ikke. Men så længe mennesket lider, så længe forbliver disse tårne.« [6]
Institutioner og ideer blomstrer, når de opfylder virkelige, varige behov. Ellers synes de at dø af naturlige årsager. Men religionen er ikke død. Alexis de Tocqueville skrev på et tidspunkt i 1830’erne, da hans hjemland Frankrig var ved at forlade religionen, at »sjælen har behov, der skal dækkes.« [7] Han havde ret. I århundrederne er forsøg på at knuse disse behov mislykket. Religionen tilvejebringer strukturen for denne længsel, og kirker er troens husstand.
Selvom kirker er bygget af træ, sten og stål, repræsenterer de noget dybt i den menneskelige sjæl, noget, vi længes efter at sætte fri. Mere end noget andet menneskeskabt, så giver religion retning og form til den enkeltes søgen efter mening.
Noter:
[1] Samuel Rodriguez, »Religious Liberty and Complacent Christianity«, The Christian Post, 10. sep. 2013.
[2] »Why Faith Matters: Rabbi David J. Wolpe«, forelæsning holdt på Emory University, 21. okt. 2008.
[3] 1 Kor 13:12.
[4] Ludwig Wittgenstein, personligt dagbogsnotat, 8. juli 1916, s. 74e.
[5] Stephen Cranney, »Do People Who Believe in God Report More Meaning in Their Lives? The Existential Effects of Belief«, Journal for the Scientific Study of Religion, 4. sep. 2013.
[6] Will og Ariel Durant, Dual Autobiography, New York: Simon & Schuster, 1977.
[7] Alexis de Tocqueville, Democracy in America, Chicago, Illinois: University of Chicago Press, 2000, s. 510.