Misbrug af børn
Misbrug af børn vækker følelser i os, der er så stærke og omfattende, at det ikke er til at beskrive med ord. Måske påvirker denne forbrydelse os i så høj grad, fordi vi husker, hvordan det var at holde vore egne børn i armene for første gang – den overvældende følelse af kærlighed og det dybeste forældreinstinkt for at pleje, undervise og beskytte. Det er chokerende, nærmest ubegribeligt, at nogen kan ønske at skade et barn. Det er den højeste form for forræderi.
Samfundet forener sig, rejser sig og udrydder misbrug af børn. Gang på gang ser vi hele samfund arbejde sammen for at lede efter børn, som frygtes kidnappet og misbrugt. Det er en landsdækkende nyhed, når blot ét eneste barn er i fare.
Men misbrug af børn har ikke altid været genstand for landsdækkende pressedækning. Dette onde lurede i skyggerne oftest uset og næsten aldrig omtalt. Alligevel fordømte Gordon B. Hinckley, tidligere præsident for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, offentligt misbrug af børn som et forfærdeligt onde længe før emnet indtog avisforsiderne i USA. I starten af 1980erne fangede han vores opmærksomhed og følelser, da han ved en verdensomspændende konferencetransmission udtalte følgende: »Jeg er glad for, at der er en voksende offentlig bevidsthed om dette snigende onde. Udnyttelse af børn … for tilfredsstillelsen af et sadistisk begær, er en synd af den dunkleste afskygning.«
Hvilket andet standpunkt kunne Kirken på nogen måde antage? Emnet berører selve kernen af Kirkens lærdomme. Små børn er uskyldige og dyrebare i Guds øjne. Jesus Kristus oplevede nogle af sine bedste stunder sammen med børn, og han talte med store bogstaver til dem, som misbruger dem, »… den, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen og blive sænket i havets dyb« (Matt 18:6). Desuden er familien Kirkens kerne. Børn kommer i kirke med deres forældre. Medlemmer af Kirken holder en ugentlig familieaften, hvor andre interesser må vige, så stærke familiebånd kan knyttes. I familien får forældre styrke fra hinanden til at værne og beskytte deres børn ved at skabe trygge omgivelser, hvor børn kan vokse op og udvikle sig i en atmosfære af kærlighed og støtte. Kirken er et samlingssted for familier, der ønsker at opdrage deres børn med åndelige værdier. Både Kirken og familien har den største interesse i børnenes velfærd.
I dette dokument behandles emnet misbrug af børn ud fra Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges synsvinkel. Hvad bliver der gjort for at forhindre det? Hvad gør Kirken for ofrene? Har der været retssager og forlig, og hvis dette er tilfældet, hvorfor? Hvordan behandler Kirken dem, der misbruger børn? På hvilke punkter er denne kirkes erfaringer anderledes fra andre trossamfunds og organisationers, og på hvilke punkter er der ligheder? På disse få sider undersøges sådanne spørgsmål.
Beskyttelse af børnene
Kirkens rolle i samfundets krig mod misbrugets onde er at finde ud af, hvordan vi kan håndtere dette eksisterende problem og dele vore erfaringer med andre, som ligeledes ønsker at gøre en indsats.
Hvem leder Kirken?
Kirkens ledere er lægmænd. Ledere af menighederne i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige kaldes biskopper. Biskopper udvælges blandt de lokale medlemmer til frivilligt at tjene i en periode på cirka 5 år. De fleste har boet i området i lang tid, og anser medlemmerne af deres menighed for deres personlige venner og naboer. Og de fleste biskopper har selv børn, ofte små børn, som går i kirke og deltager i Kirkens aktiviteter. Biskopper er derfor allerede af den grund meget interesserede i deres kirkesamfunds tryghed og trivsel. Når en person, der misbruger børn, truer menighedens tryghed, har biskopper ingen incitamenter, økonomiske eller andre, til at gøre andet end at beskytte deres kirkefamilie på samme måde, som de ville beskytte deres egen.
Biskopper får ingen former for løn eller økonomiske vederlag. De er heller ikke afsondrede kirkeledere. Der er ingen speciel gejstlig stand i Kirken, som de tilhører. Sidste dages hellige biskopper bor i lokalområdet og passer et almindeligt arbejde ligesom alle andre. Fordi de hovedsageligt forvalter deres biskopembede i weekenden og om aftenen, kan de kun gøre det ved at kalde et stort antal andre medlemmer af menigheden til at hjælpe sig.
Biskoppen kan være skolelærer, læge eller forretningsmand. Til at hjælpe ham kaldes måske en bibliotekar til at undervise en søndagsskoleklasse med seksårige børn. En kvindelig farmaceut er måske ansvarlig for børnenes organisation for dem mellem tre og 11 år. Disse kaldelser er midlertidige og ændres jævnligt, men alle, som kaldes af biskoppen til at tjene, forventes at efterleve deres religions principper, hvoraf respekt for familien og naturligvis børnene er kernen.
Hvad ligger der i en titel?
Der er endnu en vigtig dimension vedrørende Kirkens lægmandsledelse, som er afgørende for jurister, journalister og andre, der interesserer sig for emnet børnemishandling, at forstå.
Så godt som alle aktive medlemmer af en sidste dages hellig menighed har en eller anden stilling og dermed et vist ansvar for at hjælpe biskoppen med at udføre sit job. Hvad angår værdige mænd og drenge fra 12 år og opefter, er de alle en del af Kirkens præstedømme. Typisk ordineres en 12-årig dreng, som kommer i kirke regelmæssigt, til diakon. Som 14-årig bliver han lærer, og som 16-årig, præst. De fleste voksne mænd er ordineret til ældster eller højpræster. Selve det at blive ordineret i præstedømmet og det at bære titlen som præst, ældste eller højpræst betyder ikke, at personen har nogen form for myndighed i menigheden, eller at han er leder. De andre medlemmer af Kirken betragter ham ikke med nogen speciel form for ærefrygt eller ærbødighed. Rent faktisk er det sådan, at selv når en mand ophører med at have kontakt til Kirken, forbliver han ældste eller højpræst, så længe han er medlem af Kirken.
Af og til dukker der avisartikler op med overskrifter såsom »Mormonleder anklaget for misbrug af børn«. Nogle anklagere er klar over, at anvendelsen af titler som »højpræst« får det til at se ud som om, at nogen med stor autoritet har handlet i strid med loven og dermed øger chokværdien hos juryer og nyhedsmedierne. Denne påstand er usand.
Medlemmer inddrages for at standse misbrug af børn
En sidste dages hellig menighed er som en stor familie, en gruppe mennesker, der arbejder sammen og støtter hinanden. Kirken har igennem længere tid opmuntret familier til at tale sammen om misbrug af børn for at lære, hvordan man genkender og forebygger sådanne tragedier. Siden 1976 har Kirkens tidsskrifter indeholdt over 50 artikler, der fordømmer misbrug af børn eller uddanner medlemmerne omkring det. Kirkeledere har holdt taler om emnet over 30 gange til s verdensomspændende konferencer. Misbrug af børn er et emne, der jævnligt undervises i til søndagsmøderne.
Kirken har også udarbejdet omfattende oplæringsmateriale og videobånd. Disse materialer bruges til at undervise kirkeledere i, hvordan man genkender og reagerer på denne form for misbrug. En døgnåben rådgivningstjeneste med professionelle rådgivere giver konkret vejledning, således at lokale ledere kan få at vide, hvordan de bør reagere i det enkelte tilfælde.
Endelig gør Kirken alt, hvad den kan for at styrke familierne. Enhver person og institution skal gøre deres del, men i sidste instans er kærlige og årvågne familier det bedste forsvar mod misbrug af børn. Kirkens tidligere præsident Gordon B. Hinckley har sagt: »Alt dette vil finde sted og blive værre, medmindre der er en grundlæggende erkendelse, ja, en stærk og brændende overbevisning om det faktum, at familien er den Almægtiges redskab. Den er hans skaberværk. Den er også samfundets grundlæggende enhed.«
Hjælp til ofret
Nogle kritikere af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige har påstået, at Kirken sætter ofrets behov sidst. Mere ekstreme reportager foreslår endda, at Kirken undgår ofrene, fordi de har sat Kirkens ledere i forlegenhed.
Disse kritikere har givet et helt misvisende billede af Kirkens tro. At hjælpe ofrene har første prioritet. Det ligger dybt i enhver kristen, at man med omsorg og kærlighed rækker ud til dem, som kæmper med den smerte, der opstår ved misbrug. Det er en uadskillelig del af vores virke. I Kirken kan ofre få åndelig vejledning, der til sidst fører til helbredelse gennem tro på Jesus Kristus. Ofre for misbrug tilbydes også professionel rådgivning, så de kan drage nytte af den bedste verdslige sagkundskab - uanset deres økonomiske formåen.
Kirkens officielle instruktionshåndbog for ledere slår fast, at Kirkens vigtigste ansvar er at hjælpe dem, der er blevet misbrugt og at beskytte dem, der kan blive udsat for fremtidigt misbrug.
Hvordan gør Kirken dette? Siden dens grundlæggelse har princippet om kernefamilien og Kirkens lære givet denne form for støtte. Derudover blev en rådgivningstjeneste oprettet i 1995 for at give biskopper umiddelbar adgang til professionelle rådgivere, der kan vejlede dem angående beskyttelse af ofrene for misbrug. Biskopper er gode mennesker, men det er umuligt for dem at forstå den indviklede beskaffenhed af misbrug af børn, deriblandt de forskellige lande eller staters forskellige juridiske krav. Det, de kan gøre, er omgående at ringe til rådgivningstjenestens telefonnummer, når et barn er i fare. Med blot ét telefonopkald kan de få vejledning fra professionelle på området.
Hvis fx en teenager gør sin biskop opmærksom på misbrug, går hans første opringning til rådgivningstjenesten for at få hjælp til at støtte offeret og forebygge yderligere misbrug. Hvis episoden kan være strafbar, instrueres biskoppen ligeledes i, hvordan han indgiver anmeldelse til rette myndighed. Vi kender ikke til andre kirker, der stiller professionel vejledning til rådighed for deres ledere 24 timer i døgnet, 365 dage om året, for at hjælpe ofre for misbrug.
Virker det? Ja. Selvom intet system er ufejlbarligt, får ofrene den beskyttelse og omsorg, de har brug for.
I et interview med Mike Wallace i CBS’ program 60 Minutes, sagde præsident Gordon B. Hinckley dette: »Jeg er meget bekymret for ofrene. Jeg føler med dem. Jeg ønsker at gøre alt, hvad vi kan for at lindre smerten og for at forhindre dette onde og denne ugudelige affære … Jeg kender ingen anden organisation i denne verden, der har foretaget en mere omfattende indsats eller ydet mere for at tackle dette problem, for at arbejde med det og gøre noget for at ændre det. Vi anerkender, hvor frygteligt det er, og vi ønsker at hjælpe vore medlemmer, række ud til dem og støtte dem.«
Behandling af gerningsmanden
Kort sagt, så fører Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige en nultolerance-politik, når det gælder misbrug af børn. Når der er mistanke om misbrug, opfordrer Kirken dens medlemmer til først at tage kontakt til myndighederne og derefter deres lokale biskop for vejledning og støtte. Kirken samarbejder fuldt ud med politiet i efterforskningen af sager om misbrug af børn samt i indsatsen for at stille gerningsmanden for retten.
Medlemmer af Kirken, som kendes skyldige i misbrug af børn, er også underlagt Guds love. Præsident Hinckley sagde: »Vi føler med overtræderen, men vi kan ikke tolerere den synd, som han måske er skyldig i. Hvor der har været en overtrædelse, er der en straf.« Dømte børnemisbrugere udelukkes af Kirken - den største sanktion vores Kirke kan pålægge nogen. Udelukkede medlemmer kan ikke deltage aktivt i Kirkens møder eller have nogen former for ansvar i menigheden.
Kan børnemisbrugere, der har betalt prisen efter loven for deres forbrydelse og gennemgået en streng omvendelsesproces med hjælp fra lokale kirkeledere, blive medlemmer af Kirken igen? Ja. Som kristne tror vi på tilgivelse. Men kan de nogensinde i deres levetid igen tjene i et embede, der gør, at de har direkte kontakt med børn? Bestemt nej. Tilgivelse fjerner ikke syndens følger. At beskytte familien er Kirkens første princip.
Siden 1995 har Kirken skrevet en fortrolig anmærkning på medlemsoptegnelsen ved medlemmer, der tidligere har misbrugt børn. Disse optegnelser følger dem til enhver menighed, de måtte flytte til, og gør dermed biskopper opmærksomme på ikke at sætte dem i positioner, hvor børn er involveret. Så vidt vi ved, var Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige den første religiøse institution til at skabe et sådant sporesystem. Vi holder familien hellig og beskytter dens børn. Dette forklarer, hvorfor Kirken er ét af de få trossamfund, som pålægger almindelige medlemmer (ikke blot den officielle ledelse) formel kirkelig sanktion for seksuelt misbrug.
Vores kirke anvender dette sporesystem på grund af vores grundlæggende tro. Ingen amerikansk domstol har holdt en religiøs institution ansvarlig for at undlade at beskytte dens medlemmer mod andre medlemmers misbrug. Dette ville gøre religiøse institutioner til et redskab for politiet og deres ledere til politibetjente. Kirken sporer frivilligt dens medlemmer, ikke pga. loven eller af frygt for sagsanlæg, men på grund af dens egen omsorg for familier og børn.
Pligten til at indgive anmeldelse
Der kan opstå et juridisk spørgsmål om, hvornår - eller om der overhovedet skal indgives anmeldelse ved mistanke om misbrug af børn. Kirkens ledere følger landes og staters lovgivning angående, hvornår og hvordan man anmelder misbrug af børn til offentlige myndigheder.
Det svære moralske dilemma er, om en biskop bør videregive oplysninger om misbrug af børn til offentlige myndigheder, når han har fået kendskab til disse i forbindelse med sit embede i form af en fortrolig samtale. Ud over de vanskelige religiøse spørgsmål dette indebærer, tror nogle kirker og sagkyndige, at hvis man tvinger kirkeledere til at anmelde et fortroligt skriftemål, er det mindre sandsynligt, at børnemisbrugere vil komme frem for at få hjælp. De vil sandsynligvis fortsætte med at misbruge. Andre argumenterer for, at politiet bør involveres hurtigt pga. den store risiko for gentagne overtrædelser. Der er ikke enighed om dette svære emne.
Problemets indviklede beskaffenhed afspejles i den brede vifte af anmeldelsesbestemmelser fra stat til stat. Treogtyve amerikanske staters lovgivning kræver kun, at kirkeledere indgiver anmeldelse, når oplysningerne ikke er fortrolige. For eksempel har en kirkeleder i disse stater, som bliver bekendt med misbrug under en fortrolig samtale, ingen pligt ifølge loven til at indgive anmeldelse til myndighederne, hvorimod en kirkeleder, der personligt bliver opmærksom på et misbrug eller har selvstændig grund til mistanke om misbrug, har pligt til at indgive anmeldelse. I ni andre stater har kirkeledere pligt til at indgive anmeldelse om misbrug af børn lige meget hvad. Og i de sidste 18 stater og i District of Columbia er der slet ingen juridisk pligt for kirkeledere til at anmelde misbrug af børn.
Biskopper i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige lærer, at de har to primære ansvar, når de bliver opmærksomme på et tilfælde af misbrug af børn. For det første skal de beskytte ofret. Dernæst skal de holde gerningsmanden ansvarlig for sine gerninger. Selv i stater, hvor bekendelser i fortrolighed forhindrer kirkeledere i at indgive anmeldelse, gør biskopper alt, hvad de kan, for at forebygge yderligere misbrug. Enhver mulig indsats bliver gjort for at overtale gerningsmanden til at tage ansvar for sine handlinger, deriblandt at gå til myndighederne. Selve den kendsgerning, at en mand har bekendt over for sin biskop, gør det mere sandsynligt, at en anset kirkeleder kan påvirke ham til at gøre det rette.
Når sager kommer for retten
Har Kirken nogensinde deltaget i retssager angående misbrug af børn? Ja. Kirken har indgået forlig i et lille antal sager i det sidste årti, når sagens kendsgerninger talte for det. I praktisk talt alle sager tilbyder Kirken ofret rådgivning.
Misbrug af børn er dog ikke kun et problem for kirker. Det er et samfundsmæssigt problem, og ligesom resten af samfundet har Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges forståelse for de indviklede forhold, der er involveret, og som er øget siden begyndelsen af 1980erne, da misbrug af børn begyndte at dukke frem som et alvorligt problem. Siden da har Kirken stået over for et dilemma. Hvordan beskytter den børnene, håndterer gerningsmanden effektivt, og samtidig forsvarer sig selv i retten, når anklagen er misvisende, og når sager ikke har et reelt indhold?
I et forsøg på at stille sig selv i et bedre lys over for eventuelle juryer er nogle få advokater gået så vidt som at anklage Kirken for på internationalt plan at stille et sikkert tilflugtssted til rådighed for børnemisbrugere. Sådanne anklager er ufattelige for kirkeledere og medlemmer og er fuldkommen usande. Enhver påstand om, at kirkeledere skulle skjule en misbruger i deres midte og således udsætte deres egne børn for fare, er absurd.
Lad os sætte tingene i perspektiv. Mange hundrede anmeldelser om misbrug af børn indgives hvert år mod kirker i USA. Selvom blot én sag er én for mange, indgives der forholdsvis få anmeldelser mod Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige – langt færre end man kunne forvente i forhold til dens mere end seks millioner amerikanske medlemmer. En af grundene hertil er Kirkens pågående indsats i de sidste 20 år for at tage fat på problemet. De fleste sager i dag angår misbrug, der påstås at have fundet sted, længe før Kirken indførte dens nuværende retningslinjer og oplæringsprogrammer.
Et andet afgørende emne fortjener at blive fremhævet. Sager om misbrug fra præsters side, som tog til over hele landet i 2002 - var forbundet med anklager angående kirker, der dækkede over præster, som havde misbrugt børn. I modsætning sagsøges Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige stort set aldrig for misbrug begået af dens biskopper. I stedet angår sager anlagt mod Kirken typisk et medlem, der misbruger et andet. Ofte har det påståede misbrug slet ikke fundet sted på Kirkens ejendom eller i forbindelse med en aktivitet i Kirken.
Og derfor forsvarer Kirken sig selv i disse sager - ikke fordi den har noget at skjule, men fordi den har noget værdifuldt at beskytte – børnene.
Guds ord til Kirken
Følgende er et uddrag fra en tale til Kirkens medlemmer overalt i verden holdt af præsident Gordon B. Hinckley i Salt Lake City i april 2002:
»Den form for mishandling er ikke ny. Der er tegn på, at det strækker sig langt tilbage gennem tiden. Det er et afskyeligt, tragisk og frygteligt onde. Jeg beklager at må sige, at dette frygtelige onde i meget begrænset omfang er indtruffet iblandt os. Det er noget, som ikke kan billiges eller tolereres. Herren selv sagde: ›Men den, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen og blive sænket i havets dyb‹ (Matt 18:6).
Det er en meget stærk udtalelse fra Fredsfyrsten, Guds Søn.
Jeg citerer fra Kirkens instruktionshåndbog: ›Kirkens standpunkt er, at mishandling ikke kan tolereres under nogen form. De, der mishandler … vil blive underkastet Kirkens sanktioner. De bør ikke få nogen kirkekaldelse og må ikke få en tempelanbefaling. Selv om en person, der har misbrugt et barn seksuelt eller fysisk, bliver disciplineret af Kirken og senere fuldt ud genoptages i fællesskabet eller genoptages ved dåb, bør lederne ikke kalde vedkommende til nogen som helst kaldelse, hvor vedkommende skal arbejde med børn eller unge, medmindre Det Første Præsidentskab bemyndiger, at kommentaren på vedkommendes medlemskort slettes.
I de tilfælde, hvor der har fundet mishandling sted, er det Kirkens første ansvar at hjælpe dem, der er blevet mishandlet, og beskytte dem, der kan være udsat for fremtidig mishandling.‹
Vi har længe arbejdet med dette problem. Vi har rådet biskopper, stavspræsidenter og andre til at tage sig af ofrene, at trøste dem, styrke dem og lade dem vide, at det, der skete, var forkert, at mishandlingen ikke var deres fejl, og at det aldrig nogen sinde behøver at ske igen.
Vi har udsendt publikationer og oprettet en rådgivningstjeneste, hvor kirkeledere kan modtage rådgivning om, hvordan de kan håndtere sådanne tilfælde og tilbyde professionel hjælp gennem SDH-familietjeneste.
Disse gerninger er ofte strafbare. De er strafbare ifølge loven. Professionelle rådgivere, herunder advokater og socialrådgivere, er til rådighed på denne rådgivningstjeneste til at vejlede biskopper og stavspræsidenter angående deres ansvar i disse situationer. Kirkeledere i andre lande bør kontakte deres respektive områdepræsidenter.
Husk, at Kirkens formål er at frelse. Jeg vil gerne understrege det. Det er at frelse sjæle. Vi ønsker både at hjælpe offeret og overtræderen. Vi føler med ofret, og vi må hjælpe ham eller hende. Vi føler med overtræderen, men vi kan ikke tolerere den synd, som han måske er skyldig i. Hvor der har været en overtrædelse, er der en straf. Samfundet vil kræve sit. Og de kirkelige processer vil kræve sit og ofte resultere i udelukkelse. Det er en både vanskelig og alvorlig sag.
Men vi må altid huske, at når straffen er afsonet, og retfærdighedens krav opfyldt, vil der blive udstrakt en hjælpende og venlig hånd. Der vil måske fortsat være restriktioner, men der vil også være venlighed.«