Mormon Newsroom
Pressemeddelelse

Mormoner i Italien jubler, Kirken har fået ›officiel‹ status

Der er gået mere end 150 år, siden den første sidste dages hellige i Italien blev døbt. Efter årtiers indsats og forhandlinger har den italienske regering givet Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige (mormonerne) officiel status som kirke og »partner med staten«. Maurizio Ventura, leder af menigheden i Pisa, forklarede: »Denne intesa (aftale) er opfyldelsen af en længe ventet velsignelse.« Denne juridiske status giver Kirken større frihed til at gøre meget mere godt, både som kirke og som social institution.

Italiens præsident Giorgio Napolitano underskrev den juridiske aftale, Intesa con lo Stato (aftale med staten), den 30. juli, og den træder snart i kraft ved offentliggørelsen i Gazetta Ufficiale (statstidende), statens officielle optegnelse i Italien. I modsætning til lovgivningen i 1993, hvor Kirken blev anerkendt som en velgørende institution, er Kirken nu officielt anerkendt som en trosretning sammen med den katolske kirke og nogle få andre. Faktisk giver aftalen den højeste status for religioner - som indtil for nylig kun var tildelt 5-6 andre trossamfund foruden den katolske kirke (herunder jøder, baptister og metodister). Denne status giver mange fordele. John Zackrison, der er leder for Kirkens internationale koordinationskomité, forklarede: »Det vil fjerne nuværende barrierer, som ofte hindrer vore kirkeledere i at forrette vielser og andre kirkelige handlinger, det vil lette processen for at opnå visum for missionærer og missionspræsidenter, og det vil give Kirken ubetinget frihed til at udføre de funktioner og aktiviteter, der skønnes nødvendige for Kirkens verdensomspændende mission,« samt give sidste dages hellige kirkeledere mulighed for at besøge medlemmer og nødlidende med automatisk adgang til statens hospitaler, fængsler og kaserner. Desuden giver den nye status og det tættere forhold til embedsmænd Kirken mulighed for at arbejde mere effektivt i nødhjælpsarbejde sammen med den katolske kirke og andre anerkendte trossamfund.

»Statsministerens sekretær har allerede sat mig i forbindelse med socialministeren,« fortæller Giuseppe Pasta, der tidligere har været Kirkens informationschef i Italien og nu er frivillig koordinator for kontakt med statslige og religiøse institutioner. »Vigtige italienske organisationer rækker allerede ud til os fra både venstre og højre, nu hvor vi bliver betragtet som en officiel trosretning.«

Men den største glæde for mange mormoner er den længe ventede offentlige anerkendelse af, at Kirken er en legitim kristen trosretning. Ventura forklarede, at den lange proces med at opnå dette historiske resultat har været en »tid med arbejde, en tid med bønner, en tid med forberedelse og endelig en tid med fuld anerkendelse.« Regeringens fulde anerkendelse af Kirkens religiøse status er »den vigtigste velsignelse«, og med bror Pastas ord (som har været medlem af Kirken i over 40 år) får det ham og andre italienske sidste dages hellige til at føle sig »meget, meget lykkelige - vi har ventet på dette i mange år. Vi har bedt og fastet, stræbt efter at blive bedre mennesker, på at modtage Herrens hjælp - og nu er vi her.«

Retningslinjer vedrørende omtale:Når der skrives om Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, vær da venlig at bruge Kirkens fulde navn i den første henvisning. Se yderligere information om brugen af Kirkens navn i vore retningslinjer på internettet. »Retningslinjer.