Religionens relevans

»På langt sigt har religiøs tro vist sig at være den stærkeste og mest varige kraft i menneskets historie.« – R. R. Reno[1]

Robusthed midt i forandring

Hvor relevant er religion? Det er et spørgsmål, hver ny generation spørger sig selv. Som tiderne skifter præsenterer nye omstændigheder nye udfordringer og muligheder. Og dog fortsætter denne umindelige længsel, vi kalder religion.

I 1960'erne nåede sociologer frem til enighed om, at religionen var aftagende. Deres teori var, at i takt med den øgede kundskab og frihed ville det moderne samfund vokse sig fra religionen. Men tredive år senere blev den hypotese vendt med 180 grader. En af disse sociologer, Peter Berger, forklarede fejlberegningen på denne måde: »Religionen er ikke aftaget. Tværtimod har der i store dele af verden været en veritabel eksplosion af religiøs tro.«[2] Han konkluderer, at bare fordi, at verden bliver mere moderne, betyder det ikke nødvendigvis, at den bliver mindre religiøs. Det kan siges, at religion er lige så relevant nu, som den nogensinde har været.

Religionens værdi er mindre udtalt gennem prædikener og mere gennem de suppekøkkener, hospitaler, skoler og utallige andre humanitære tjenester, den plejer. Religion bygger kort sagt social kapital. Forskning viser, at mere end 90 procent af dem, som deltager i ugentlige gudstjenester, donerer til velgørende formål, og næsten 70 procent melder sig som frivillige.[3] At give sådan er også til gavn for giveren. Ifølge den skelsættende undersøgelse American Grace, »er korrelationen mellem religiøsitet og livstilfredshed kraftig og robust.«[4]

Dog er niveauet af religiøsitet ikke en statisk udvikling. Den kan stige i én del af verden og aftage i en anden. I Amerika er religion for eksempel i en tilstand af forandring. Antallet af dem, som hævder ikke at have noget religiøst tilhørsforhold, blev næsten fordoblet fra 8,2 procent i 1990 til 15 procent i 2008.[5] I dag er det nummer steget til næsten 20 procent. Og blandt dem, som er under 30 år gamle, er det helt oppe på 32 procent.[6]

På mange måder befinder religionen sig i samfundets yderområde, hvor ens trosoverbevisninger og værdier kan udtrykkes privat, men ofte afvises offentligt. Konflikter opstår somme tider, når religiøse organisationer eller individer deler deres syn på rigtig og værkert i det offentlige rum. Spændingen kan for eksempel ses i form af regler, der bandlyser religiøse klubber fra universitetsområder, eller i regulationer, som bremser de praktiserende indenfor sundhedsvæsenet i at handle efter deres samvittighed. Offentlige figurer og almindelige borgere tøver ofte med at udtrykke deres religiøse værdier for at undgå kontroverser.

Denne adskillelse mellem religionen og det offentlige liv er en funktion af det, der ofte kaldes sekularisme. Filosoffen Charles Taylor beskriver det nuværende miljø som et skift »fra et samfund, hvori det stort set var umuligt ikke at tro på Gud, til et, hvori tro, selv for den stærkeste troende, er én menneskelig mulighed blandt flere andre.«[7] I mellemtiden bliver religionens bredere spørgsmål tabt i snævre kulturelle divisioner. Hvad betyder religion rent faktisk i menneskers liv? Hvilken rolle spiller religion i at skabe fællesskaber? Hvordan tiltaler religiøse overbevisninger livets mest udfordrende problemer? Sådanne spørgsmål kan ikke reduceres til politik alene; de er vedvarende anliggender, som er vævet dybt ind i menneskehedens rige stof.

Religionens gode side

Mennesker er naturligt religiøse. De søger et højere formål, som findes udenfor dem selv. Om det er kristne, jøder, muslimer, buddhister eller andre, så tilbyder religionen en ramme, hvormed folk finder mening, tilhørsforhold og identitet. Som rabbineren Jonathan Sacks har skrevet, giver religion os »en følelse af at deltage i noget stort og betydningsfuldt.«[8] Og denne følelse har tendens for at flyde ind i ens interaktioner som borger. I American Grace fandt man ud af, at religiøs observans er forbundet med højere involvering i samfundet og tillid, og også er korreleret med naboskabsdyderne velgørenhed, frivilligt arbejde og altruisme.[9] Kirker af alle typer bringer fællesskaber samen og stiller et rum og en ramme til rådighed for, at individer kan tjene mennesker, de undre andre omstændigheder ikke ville tjene. Ifølge Rabbi Sacks, er religion stadig »den stærkeste fællesskabsbygger verden har kendt til.«[10]

Religion og søgenen efter ophøjethed er indbygget i den menneskelige oplevelse. Selv om, at de har mange former, hjælper religiøse overbevisninger os med at finde mening i livets mysterier og give svar på dybe filosofiske udfordringer. Professor Brian Leiter, som normalt er uenig med at give religion privilegier indenfor det offentlige liv, indrømmer, at trossamfund »gør de grundlæggende eksistentielle fakta om menneskets liv, som for eksempel lidelse og død, forståelige og tolerable.«[11]

Religion og sekularisme behøver ikke altid at være modparter. Tro og fornuft udelukker ikke hinanden. Den ene kan nyde gavn af den anden. Mødet mellem de to kan være en produktiv spending, der giver muligheder for at lære, ikke selvmodsigelser, der skal undgås. For eksempel tror mormoner, at »Guds herlighed er intelligens.«[12] Troende mennesker afviser idéen om, at religøs tro og praksis er blottet for rationel tankegang. Videnskaben kan forklare meget af den menneskelige oplevelse, men uden tro mangler vi ultimativ mening.

Moderniteten i fragmenter

Med dens myldrende pluralitet bestående af valg og muligheder præsenterer vores moderne verden nogle unikke udfordringer for religionen. Uendelige filosofier, ideologier og krav på sandhed larmer efter opmærksomhed, gjort endnu større af øjeblikkelige medier. Globaliseringen trækker mennesker og kulturer sammen. Forskellige religioner og verdenssyn interagerer og kolliderer. Personlige præferencer bliver i sig selv en vejviser til at håndtere moralske dillemmaer. I denne tilstand af forandring kan individer føle sig isolerede og miste forbindelsen til deres fællesskaber.

Derfor er moderniteten ikke blot én ting; den er et postyr af mange ting. Men den har en tendens mod fragmentation. I denne konkurrence mellem valg, kan det at leve et religiøst liv ifølge Charles Taylor være »et krigshærget valg,« der gør det »svært at opretholde sin tro.«[13] I sådan en atmosfære, fortsætter han, vil mange »føle sig tvunget til at opgive [deres tro], selv om, at de sørger over tabet af den.«[14] I stort set samme ånd beklager romanforfatteren Marilynne Robinson sig over, hvordan det religiøse jeg ofte reduceres til »en slags kulturel rest, der har brug for at blive fejet bort.«[15]

Alligevel har intet kunne erstatte religion gennem menneskets årtusinder lange eksistens. Skeptikere har fejllæst og undervurderet den menneskelige ånds religiøse impuls. Den er en del af, hvem vi er, og vil ikke forsvinde. Den sekulære tænker Terry Eagleton beskriver det sidste århundredes situation således: »Kulturen gav et bud efter magt, et bud efter at fortrænge Gud, at fortrænge teologi og religion. ... Men det virkede ikke.«[16]

Religionens plads indenfor helheden

Troende mennesker har grund til ikke kun at tro på det gode i deres egen religion, men også det gode i religioner i almindelighed. William James' konklusion er passende: »Næstekærlighedens, hengivenhedens, tillidens, tålmodighedens, og modets højeste flyvninger, hvortil menneskehedens naturs vinger har spredt sig, er blevet fløjet for religiøse idealer.«[17] Religion kan også være en kraftig kilde til etisk reflektion og orientation mod moralitet.

Rødderne til religion er så dybt forplantede i samfundets værdier, at det ville forstyrre helheden at trække dem op. Stort set os alle, om end vi er troende eller ej, praktiserer værdier, som er ladede med religiøs betydning. Vore moderne aspirationer mod menneskerettigheder og humanitær hjælp har for eksempel lange religiøse stamtavler. Religioners beholdninger af moralske idéer flyder over, så alle kan drikke af dem. Idet de reflekterede over, hvad de kaldte »erfaringerne fra historien«, hævdede forskerne Will og Ariel Durant: »Der er intet betydeligt eksempel fra historien, før hvor tid, på et samfund, der vellykket opretholder et moralsk liv uden religionens hjælp.«[18]

Alle samfund har en moralsk basis, om end den kommer fra religion, filosofi, tradition eller en række andre kilder. Religiøse værdier bør ikke afvises fra det offentlige rum mere end den lange række af andre positive værdier. Den prominente tænker om religion og samfund Jurgen Habermas skrev, at mellem nutidens samfund, »vil kun de, som kan indføre de væsentligste elementer af deres religiøse traditioner, som peger ud over den blot menneskelige verden, i det sekulære domæne, være i stand til at redde menneskets substans.«[19]

Det er værd at opretholde og ære religionen i vort samfund. Den har både enorm kapacitet og ansvar for at løfte individer, støtte fællesskaber og værne om alle Guds børns værdighed. Tro og samfundet er derfor sammenflettede på vigtige områder. Som den kristne præst Rick Warren har bekræftet: »Et samfund, som i sandhed er frit, beskytter alle trosretninger, og sand tro beskytter et frit samfund.«[20] Med gensidig respekt og høflighed kan vi alle leve, endda blomstre, med vore dybeste forskelle. Så længe, at vi fortsætter med at søge efter mening, formål og fællesskab, vil religion ikke kun fortsætte med at være relevant, men også en vigtig del af, hvad det vil sige at være menneske.

[1] R. R. Reno, »Religion and Public Life in America,« Imprimis, apr. 2013.

[2] Peter Berger, »Secularization Falsified,« First Things, feb. 2008.

[3] Arthur C. Brooks, »Religious Faith and Charitable Giving,« Policy Review, okt. 2003. Lignende statistikker findes i »Faith Matters Survey 2006,« som citeret i American Grace: How Religion Divides and Unites Us.

[4] Robert A. Putnam og David E. Cambell, American Grace: How Religion Divides and Unites Us (New York: Simon and Schuster, 2010), s. 491.

[5] Barry A. Kosmin, Ariela Keysar, American Religious Identification Survey, 2008, s. 3.

[6] Cary Funk, Greg Smith, Pew Research Center, »'Nones' on the Rise: One in Five Adults Have No Religious Affiliation,« 9. okt. 2012. Her er det værd at bemærke, at selv om, at det ikke at have et religiøst tilhørsforhold ikke er det samme som at være irreligiøs – to tredjedele af menneskerne i denne gruppe siger, de stadig tror på Gud – peger det dog på en lavere tillid til kirke og religiøse institutioner.

[7] Charles Taylor, A Secular Age (Cambridge, Massachusetts: Harvard University Press, 2007), s. 3.

[8] Jonathan Sacks, The Great Partnership: Science, Religion, and the Search for Meaning (New York: Shocken Books, 2011), s. 101.

[9] Robert A. Putnam og David E. Cambell, American Grace: How Religion Divides and Unites Us (New York: Simon and Schuster, 2010).

[10] Jonathan Sacks, »The Moral Animal,« New York Times, 23. dec. 2012.

[11] Brian Leiter, Why Tolerate Religion? (Princeton, New Yersey: Princeton University Press, 2012), s. 52.

[12] Lære & Pagter 93:36S

[13] Charles Taylor, A Secular Age (Cambridge, Massachusetts: Harvard University Press, 2007), s. 3.

[14] Ibid.

[15] Marilynne Robinson, Absence of Mind (New Haven, Connecticut: Yale University Press, 2011).

[16] Terry Eagleton, Intelligence Squared, »Terry Eagleton in Conversation with Roger Scruton,« 13. sep. 2012.

[17] William James, The Varieties of Religious Experience (New York: The Modern Library, 1902), s. 254.

[18] Will og Ariel Durant, The Lessons of History (New York: Simon & Schuster, 1996), s. 51.

[19] Jurgen Habermas, et al., An Awareness of What Is Missing: Faith and Reason in a Post-Secular Age (Malden, Massachusetts: Polity Press, 2010), s. 5.

[20] Rick Warren, »A truly free society protects all faiths, and true faith protects a free society.« (#NationalDayofPrayer), tweet den 2. maj 2013, kl. 20:05.