Nyhed

Vatikan-møde: Mormonleder efterspørger »renæssance« for lykkelige ægteskaber

Præsident Henry B. Eyring taler til en gruppe af mange religiøse ledere

I sin tale til religiøse ledere samlet til et topmøde om ægteskab i Vatikanet sagde præsident Henry B. Eyring, førsterådgiver i Det Første Præsidentskab i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige: »En mand og en kvinde, forenet i ægteskabet, har en himmelsk kraft til at skabe lykke for sig selv, deres familie og folk omkring dem.«

Præsident Eyring var blevet inviteret som et »vidne« til det internationale tværreligiøse møde, der var arrangeret af den katolske kirke, og som samlede religiøse ledere fra 14 trossamfund og 23 lande. Arrangementet med titlen »Mand og kvinde komplementerer hinanden« begyndte den 17. november og fortsatte til den 19. november.

Præsident Eyring sagde, at skønt vi ser ulykkelige ægteskaber, er uselviskhed nøglen til et komplementerende ægteskab mellem en mand og en kvinde.

»Hvor der er selviskhed, vil de naturlige forskelle mellem mand og kvinde ofte adskille dem,« forklarede han. »Hvor der er uselviskhed, bliver forskellene komplementerede og giver mulighed for at hjælpe og opbygge hinanden.«

Den forandring, som er nødvendig, findes mere i folks hjerte end i deres sind, fortalte han.

»Vi skal finde måder at føre folk til en tro, som kan erstatte deres naturlige selvoptagethed med dybe og varige følelser af næstekærlighed og godhjertethed,« tilføjede præsident Eyring.

Under sit vidnesbyrd læste præsident Eyring op fra Kirkens »Familien: En proklamation til verden«, der blev udgivet af Kirken i 1995 og er et dokument, der definerer Kirkens stilling til familien. Med henvisning til principperne i proklamationen sagde han: »Det er noget, som folk skal gøre for, at vi kan få en renæssance af lykkelige ægteskaber og fremgangsrige familier.«

»Sådan en renæssance vil kræve, at folk stræber efter det ideelle – og bliver ved med at forsøge, selv når det går langsomt med at opnå et lykkeligt resultat, og når høje stemmer håner indsatsen,« fortalte han. »Vi kan og skal stå frem og forsvare ægteskabet mellem en mand og en kvinde.«

Præsident Eyring talte om den lykke, som han har fået gennem sit eget ægteskab med sin hustru, Kathleen, der blev indgået for mere end 52 år siden. »Jeg er blevet en bedre person, idet jeg har elsket og levet sammen med hende,« sagde han. »Vi har været komplementerende i mere, end jeg kunne forestille mig. Snarere end at splitte os ad har vore forskelle bundet os sammen.« Han og hans hustru har seks børn, 31 børnebørn og et oldebarn.

»Når vi arbejder på at opbygge og opfordre til trofaste, lykkelige ægteskaber, hvor mænd og kvinder bliver ét og nærer deres familie, vil Herren mangedoble vores indsats,« afsluttede han.

Denne uges forsamling af globale religiøse ledere i Vatikanet for at drøfte vigtigheden af ægteskabet forener to nøglebegreber i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige: Vigtigheden af ægteskab mellem mand og kvinde og vigtigheden af tværreligiøst samarbejde i fælles sager for det gode.

Retningslinjer vedrørende omtale:Når der skrives om Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, vær da venlig at bruge Kirkens fulde navn i den første henvisning. Se yderligere information om brugen af Kirkens navn i vore retningslinjer på internettet. »Retningslinjer.