Retfærdigt herredømme og omsorg for jorden
Ældste Marcus B. Nash
18. årlige Stegner Center symposium
Fredag 12. april 2013
Det er en ære at deltage i dette symposium med dem, som repræsenterer mange af de store trosretninger i verden. Jeg er taknemlig for at være sammen med jer. Vi deler en fælles bekymring for miljøet og et ønske om at hjælpe andre komme Skaberen af himlen og jorden nærmere. Inden mit kald som generalautoritet i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige – som jeg vil referere til som SDH fra nu af, arbejdede jeg som advokat i storbyen Seattle i staten Washington, hvor jeg er født og opvokset, et sted hvor naturens fulde herlighed kommer til sin ret.
En af mine første klienter, som jeg repræsenterede som ung advokat, var en bæravler ikke langt fra Mount Vernon i Washington. Denne mand avlede og solgte certificerede jordbærplanter fra sin planteskole, som kun kunne sælges som sådan, såfremt de ikke var inficerede med nematoder, små jordorme, som kan ødelægge plantens produktivitetsevne. Den (dengang) anvendte metode for at fjerne denne pest og opnå »certificering« var ved svovldampning af jorden. Ifølge producenten af svovldampningsmidlet havde midlet den effekt, at det blev til en gasart, når det ramte planten og fordampede derefter, når det lå på jorden med det resultat, at nematoderne ville blive dræbt, og jorden og grundvandet ville forblive uberørt. Men naboer begyndte at bemærke en underlig lugt i vandet, fik lavet en prøve, og man fandt ud af, at det ikke var alt, som fordampede, men noget af det sivede ned i grundvandet og gjorde det ubrugeligt.
Denne beretning illustrerer, hvor indviklet det er, når mennesket blander sig i miljøet: Bæravleren arbejdede på ærlig vis; den eneste måde at producere planteskolens sunde planter på var ved at svovldampe jorden, men svovldampningen forurenede jorden og som resultat kunne naboerne ikke længere gøre brug af grundvandet. Selv om bæravleren med tiden blev frikendt, gennemgik han en periode med stress og nogle økonomiske konsekvenser, ligesom producenten (som vi ikke repræsenterede) også led økonomisk. Og hvad med kommende generationer, som skal kæmpe med forurenet grundvand i en uvis årrække? Jeg finder det interessant, for ikke at sige ironisk, at de selvsamme familier, som sagsøgte min klient, på et eller andet tidspunkt i løbet af bevisførelsen havde nydt friske, dejlige jordbær fra certificerede planteskoler!
Jeg vil ikke forsøge at afdække disse komplicerede detaljer, men de hjælper os forstå, at vores tilgang til miljøet er nødt til at være fornuftig, realistisk, afbalancerede og i overensstemmelse med jordens og kommende generationers behov. I et forsøg på at nå til sagens kerne (undskyld ordspillet) foreslår jeg,
- at det ikke kan bestrides, at vi er afhængige af denne jord for opretholdelsen af livet, og
- at jordens kvalitet og miljøets velbefindende vil have direkte forbindelse med kvaliteten af livet for os – og kommende generationer.
Selv om jeg vil hævde, at der nærmest er universel enighed om dette postulat, så er det (af mange) blevet ignoreret, tilsidesat og/eller set som værende for dyrt eller ubelejligt. Jeg tror på, at hvis vi forstår, hvem vi er, meningen med livet og grunden til, at jorden blev skabt – og erindrer disse ting – vil vores opførsel nå et højere og mere nobelt stade. Og det er her, religion og tro spiller en vigtig rolle.
Jeg er blevet bedt om at repræsentere Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige ved dette symposium om tro og miljø. Jeg har overvejet mange forskellige tilgange til emnet og har besluttet, at det eneste unikke, jeg kan tilføje dette symposium, vil være at forklare Kirkens lære – som jeg forstår den – med hensyn til denne jord og alt livet på den. Jeg har delt denne præsentation op i otte forskellige afsnit, organiseret efter skriftsteder. De første tre vil give en doktrinær baggrund for de efterfølgende fem, som vil give bedre indsigt i, hvad Kirken tror angående miljøet.
»Hvad er da et menneske, at du husker på det?« (Sl 8:5).
I denne salme undrer David fra Det Gamle Testamente sig højlydt over Guds skabninger og mirakler og over, hvorfor Gud – ud over alle disse mirakler – bekymrer sig for mennesket. David konkluderer, at det faktum, at Gud bekymrer sig for menneskeheden og giver den en vigtig rolle på denne jord, er bevis på menneskets særegenhed, at vi kun er »ringere end engle.«[1] Idet vi forstår, hvem vi er og hvorfor vi er på jorden, kan (og bør) det gøre en stor forskel i vores forståelse af jorden og livet på den. Derfor vil jeg gå i detaljer, hvad angår Kirkens lære om meningen med skabelsen af jorden.
En af de profeter, som vi ærer sammen med det meste af den kristne verden, er Moses fra Det Gamle Testamente. Ifølge Den Kostelige Perle (en skrift, som er enestående for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige) så Moses i et syn alle Guds skabninger, utallige verdener uden ende på himmelhvælvingen,[2] og sagde så: »Se, som følge af dette ved jeg, at mennesket intet er, hvilket jeg aldrig havde forestillet mig«[3] På grund af Moses´ ydmyghed forstod han ikke en stor sandhed angående Guds skaberværk, som Herren ønskede, han skulle forstå. Så i denne beretning fra skriften vender Herren tilbage til Moses og viser ham på ny sine umådelige og uendelige skabelser og pointerer dette for Moses ved at erklære, at han – Gud – har dannet disse ting »i [sin] egen hensigt«,[4] som er »at tilvejebringe udødelighed og evigt liv for mennesket.«[5] Kort sagt er det, ifølge Kirkens lære, Guds ønske, at menneskeheden udvikler sig, forbedrer sig og modtager en evig belønning – og han skabte jorden til dette formål. Denne enkle, men forbløffende udtalelse synes naturlig for dem af os, som bogstaveligt talt tror på Paulus´ beskrivelse af vores forældre-barn-forhold med Gud, som den står i Det Nye Testamente, at »vi er ... af hans slægt.«[6] Vigtigheden af dette vil være lettere at forstå, efter jeg har forsøgt at forklare den næste lære.
»Og vi vil prøve dem hermed« (Abr 3:25).
Vi læser i Den Kostelige Perle (som sagt en skrift, som er enestående for Kirken), at Gud, inden verden blev skabt, forklarede i detaljer, hvorfor han ønskede at skabe denne jord for, at hans børn kunne leve på den som dødelige væsener: »… Vi vil danne en jord, hvorpå disse (her menes os) kan bo. Og vi vil prøve dem hermed for at se, om de vil gøre alt, hvad Herren deres Gud vil befale dem«[7] og tilføjede, at de, som valgte at følge og tjene Gud i dette liv på jorden, ville »få tildelt herlighed på deres hoved for evigt og altid.«[8] Kort sagt giver jordens skabelse os mulighed for at vælge og en dag modtage alt, hvad Gud byder os Men ingen kan, og bør ikke, tvinges til at følge Gud. Faktisk er sand udvikling og fremskridt betinget af, at den enkelte har mulighed for selv at vælge, og af denne grund kan vi læse i Mormons Bog, at »derfor gav Gud Herren mennesket, at det skulle handle selv.«[9]
Jorden blev skabt, så Guds børn kunne have et sted, hvor de kunne blive prøvet, opnå kundskab, få den nødvendige erfaring og hvor de kunne vælge enten at følge Guds bud eller bryde dem. Da denne jords skabelsesproces var tilendebragt, glædede det Gud, og han sagde: »Se, alt, hvad jeg havde dannet, var meget godt.«[10] Det bragte ham glæde, fordi han så, at jorden ville tjene sit formål for os, hans børn.
Ifølge den bibelske beretning var opstillingen tilendebragt, da jorden blev skabt med planter og dyreliv, og Adam og Eva, den første mand og kvinde, blev sat på jorden. Hensigten med Guds plan var – og er – at hans børn kommer til denne jord gennem ægteskab mellem en mand og en kvinde, som skal mangfoldiggøre sig, stifte en familie og undervise børn, så de kan vælge det rette i en tilværelse med moralske valg og konsekvenser.[11] Ifølge profeten Joseph Smith var den Almægtiges plan udtænkt på en sådan måde, at »jorden kan opfylde hensigten med sin skabelse; og for at den kan blive fyldt med et mål af mennesker i overensstemmelse med deres skabelse, før verden blev skabt.«[12] I overensstemmelse med det skrev en profet i Mormons Bog fra det fordums Amerika: »Herren har skabt jorden, for at den skulle være beboet; og han har skabt sine børn, for at de skulle tage den i besiddelse.«[13] Vi ser i henhold til SDH-lære, at mænd og kvinder ikke er en invasiv art eller en sidebemærkning på denne jord, men i stedet er de og deres børn af stor betydning for meningen med jorden.
»For jeg, Gud Herren, skabte alt det, hvorom jeg har talt, åndeligt, førend det fandtes naturligt på jordens overflade« (Moses 3:5).
Jeg nærmer mig (snart) pointen, hvor jeg har fremlagt tilpas doktrinær baggrundsviden til at begynde at tale om, hvad SDH-læren underviser i uden omsvøb angående denne jord og om hvordan vi bør behandle den. Men først vil jeg gå lidt dybere mht. denne jords skabelsesproces som en sidste smule doktrinær baggrund og som forberedelse til en debat om, hvordan vi bør behandle denne planet. Ikke alene skabte Gud en smuk verden med bjerge, dale, floder, vandløb, oceaner, solnedgange og solopgange, men han udsmykkede den også med planter og dyreliv. I henhold til SDH-skrifter har enhver form for planter og dyreliv en ånd. I SDH-skrifter læser vi: »Jeg, Gud Herren, dannede himlen og jorden og hver af markens planter, førend de var i jorden, og hver af markens urter, førend de voksede. For jeg, Gud Herren, skabte alt ... åndeligt, førend det fandtes naturligt på jordens overflade.«[14] Han erklærede yderligere: »Op af jorden lod jeg, Gud Herren, naturligt fremvokse hvert træ, som er dejligt at se på for mennesket ... Og også det blev en levende sjæl. For det var åndeligt på den dag, da jeg skabte det«[15] Med hensyn til dyreliv læser vi: »Af jorden formede jeg, Gud Herren, hvert af markens dyr og hver af luftens fugle ... og de var også levende sjæle«[16]
Siden både planter og dyreliv er levende sjæle, er de i stand til at føle glæde, idet de opfylder deres skabelsesformål[17] Joseph Fielding Smith, en af Kirkens præsidenter, sagde: »Herren gav liv til alle væsener ... og befalede dem at ›blive frugtbare og mangfoldige og opfylde jorden.‹ Det var intentionen, at alle skabninger skulle føle glæde i deres forskellige elementer.«[18] Ikke alene kan dyr føle glæde, de er også inkluderet i hans forløsende kraft, som der står i dette unikke SDH-skriftsted: »Og så skal enden komme, og himlen og jorden skal blive fortæret og forgå, og der skal blive en ny himmel og en ny jord. For alt det gamle skal forgå, og alt skal blive nyt, selv himlen og jorden og hele fylden deraf, både mennesker og dyr, luftens fugle og havets fisk; og ikke ét hår eller et fnug skal gå tabt, for det er min hånds værk.«[19] Kort fortalt har alle former for liv, der er nævnt i dette vers, værdi i Herrens øjne, for de er af hans hånd og vil blive velsignet ved hans forløsende kraft. Denne lære får os til at betragte plante- og dyreliv anderledes; som levende sjæle, der er skabt af Gud.
»Bestemt til menneskets brug« (L&P 49:19-21).
Som tidligere nævnt blev denne jord ifølge SDH-læren, såvel som planter og dyreliv, givet til menneskets brug. Men vi tror, at Gud har befalet, at jorden og alt, hvad der er på den, anvendes med ansvarlighed til at forsørge menneskeslægten. Joseph Smith modtog følgende åbenbaring: »For se, markens dyr og luftens fugle og det, som kommer op af jorden, er bestemt til føde og til klæder, og for at han kan have rigeligt«[20] Men SDH-læren er tydelig på dette punkt: Alle mennesker er forvaltere af denne jord og dens rigdomme – ikke ejere – og vil blive holdt ansvarlige overfor Gud for hvordan de behandler hans skaberværk. I en anden åbenbaring modtaget af Joseph Smith, som vi ærer som en nutidig profet, hævder Herren med rette sit ejerskab over denne jord og alt, hvad der findes på den. »For jeg anser det for nødvendigt, at jeg, Herren, stiller enhver til regnskab som forvalter over de jordiske velsignelser, som jeg har skabt og beredt for mine skabninger. Jeg, Herren, har udspændt himlene og bygget jorden, mine hænders værk; og alt deri er mit.«[21] Så hvordan vi tager vare på jorden, måden hvorpå vi bruger og deler dens velsignelser og hvordan vi behandler alt liv, som er blevet givet os til velsignelse og gavn, er en del af jordelivets prøve. Da Gud gav mennesket retten til at »herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden,«[22] var det ikke uden regler og begrænsninger. Hans intention med menneskets herredømme var, at det skulle være et retfærdigt herredømme, et som ledes, afrettes og oplyses gennem evangeliets lære – et evangelium, som defineres af Guds kærlighed til os og vores kærlighed til ham og hans skaberværk. Den ubeherskede, glubske forbruger er ikke i overensstemmelse med Guds plan for lykke, som kræver ydmyghed, taknemlighed og gensidig respekt.
Med andre ord bør vi, som forvaltere af jorden og alt liv på den, sikre os, at vi undgår at spilde det liv og de ressourcer, som Herren har givet, og bruger jordens overflod til at drage omsorg for de fattige. I et andet skriftsted, som vi har fået gennem Joseph Smith, står der: »Men det er ikke bestemt, at ét menneske skal besidde mere end et andet, derfor ligger verden i synd. Og ve det menneske, som udgyder blod, eller som lader kød gå til spilde uden at have behov for det ...[23] For jorden er fuld, og der er nok og mere til; ja, jeg har beredt alt og har overladt det til menneskenes børn at handle på egne vegne. Hvis noget menneske derfor tager af den overflod, som jeg har skabt, og ikke giver sin del deraf til de fattige og trængende i overensstemmelse med mit evangeliums lov, så skal han sammen med de ugudelige slå øjnene op i helvede og være i pine.«[24] Ja, som vi allerede har drøftet, så gav Herren mænd og kvinder handlefrihed, eller evnen til at vælge; men vi må huske, at han bekymrer sig for alt liv og specielt for sine børn og vil holde os ansvarlige for de valg, vi træffer (eller undlader at træffe) i forbindelse med skabelsesværkets overflod.
»Og det behager Gud, at han har givet alt dette til mennesket« (L&P 59:20).
I en anden åbenbaring givet til profeten Joseph Smith blev menneskeheden lovet, at hvis vi vælger at følge Herren og klogt anvender jordens ressourcer med taknemlighed og respekt, så »er jordens fylde jeres, markens dyr og luftens fugle og det, der klatrer i træerne og går på jorden; ja, og urten og de gode ting, som kommer af jorden, det være sig til føde eller til klæder eller til huse eller til lader eller til frugthaver eller til haver eller til vingårde; ja, alle de ting, der kommer af jorden i deres årstid, er blevet skabt til menneskets nytte og brug, både til at behage øjet og glæde hjertet; ja, til føde og til klæder, til smag og til lugt, til at styrke legemet og til at give sjælen nyt liv. Og det behager Gud, at han har givet alt dette til mennesket; for med det sigte er det blevet skabt til at bruges, med fornuft, ikke i overmål, ej heller ved anvendelse af tvang.«[25]
Ja, vi er fået denne verden med overflod og skønhed, fyldt med liv og ressourcer til velsignelse og styrke og til at give mennesket nyt liv, og vi skal bruge disse med glæde – men vi skal være forsigtige og taknemlige forvaltere af Guds skaberværk. Vi skal bruge disse ressourcer fornuftigt med taknemlighed, visdom og med opmærksomhed på vores næste og kommende generationer for på den måde at hjælpe ham med at nå hans hensigter i at hjælpe mennesket udvikle sig, forbedre sig og modtage timelige og åndelige velsignelser.
»Himlens Gud så på resten af folket, og han græd« (Moses 7:28).
Som vi har drøftet, lever vi i en verden, hvor mennesker kan vælge, om de vil afvise Gud og behandle hans skaberværk med foragt. Når dette sker, føler Gud og hans skaberværk smerte. Et SDH-skriftsted, som findes i Den Kostelige Perle, fortæller om et syn, hvor Enok fra Det Gamle Testamentes tid så himlens Gud græde på grund sine børns dårlige valg og menneskets altødelæggende selviskhed.[26] I Mormons Bog profeteres det, at der i de sidste dage vil være »ild og uvejr og røgdis ... og ... store forureninger på jordens overflade,« og at disse begivenheder sammen med »mord og røveri og løgn og bedrageri og utugtigheder og alle slags vederstyggeligheder; og da skal der være mange, der skal sige: Gør dette, eller gør hint, og det har ingen betydning.«[27] Ifølge SDH-skrifter er der en forbindelse mellem det selviske, materialistiske menneske, som samler penge, timelige besiddelser og/eller som ikke har respekt for livet og den (åndelige eller timelige) forurening, som findes på jordens overflade. Præsident Ezra Taft Benson (en tidligere præsident for Kirken) har udtalt: »Mangel på respekt for Gud, livet og vores næste ses, når der smides affald, drives minedrift ved afrydning af jorden [og] forurening af vand og luft. Dette er et ydre udtryk for det indre menneske.«[28] Gordon B. Hinckley, en anden tidligere præsident for Kirken, tilføjer: »Denne jord er hans skaberværk. Når vi smudser den til, fornærmer vi ham.«[29]
I henhold til SDH-skrifter fornærmer mennesket ikke kun Gud, når han forurener denne verden åndeligt eller timeligt, men naturen lider også! I Den Kostelige Perle står der: »Enok så på jorden, og han hørte en røst fra dens indre, som sagde: Ve, ve mig, menneskenes moder; jeg lider smerte, jeg er træt på grund af mine børns ugudelighed. Hvornår skal jeg hvile og blive renset for den tilsølethed, som er udgået af mig? Hvornår vil min skaber helliggøre mig, så jeg kan hvile, og retfærdighed for en tid kan herske på min overflade?« Da Enok havde hørt jorden klage (som muligvis var billedligt), »græd han og anråbte Herren og sagde: O Herre, vil du ikke nok have medlidenhed med jorden?«[30] Mange af jer har oplevet forurening af åndelig og timelig art, sår og ødelæggelse skabt af mennesket på denne jord, og vi kan som Enok spørge os selv: Er vi ikke villige til at have omsorg for jorden? Eller har vi for travlt med at søge personlig gavn og hjertets ønsker?
»Enhver stræber efter at tilgodese sin næste og gøre alt alene med Guds ære for øje« (L&P 82:19).
I en åbenbaring til profeten Joseph Smith udtalte Herren, at grunden til, at han organiserede sin kirke, var for at skabe et samfund, hvor alle mennesker »stræber efter at tilgodese sin næste og gøre alt alene med Guds ære for øje.«[31] Tro og religion bør have evnen til at udvide sig og ændre menneskets sjæl i hidtil uset grad og inspirere en kærlighed til Gud og hans skaberværk, at tænke på sin næste og overveje fremtidige generationers behov i en sådan grad, at man ofrer sine egne personlige ønsker. Vi har brug for denne forandring, for menneskets tilstand vil få direkte betydning for miljøets velvære og som igen vil få betydning for vores livskvalitet. Derfor opfordrede, den nu afdøde, Neal A. Maxwell (et medlem af De Tolv Apostles Kvorum i Kirken) kristne til at udvise moralsk integritet: »Sande [Kristi] disciple ... vil altid være miljøforkæmpere – og varetage et ægteskabs åndelige helbred så vel som beskyttelsen af regnskoven, engageret i bevarelsen af familiens nærende kapacitet og et sundt forråd af luft og vand.«[32] Tro på Jesus Kristus lærer os at leve et liv i indre ro, tro mod Gud, tro mod hans nuværende og endnu ufødte børn, og tro mod meningen med skaberværket. På en måde, som udvider vores forståelse af, hvem vi er, hvorfor denne jord blev skabt og som inspirerer os til at respektere denne jord som Guds skaberværk og at tænke på andre (heriblandt kommende generationer). På denne måde kan religion ændre, hvordan vi behandler jorden og alt, hvad der er på den.
Ezra Taft Benson (tidligere præsident for Kirken) udtrykte det således: »Herren arbejder med det indre. Verden arbejder med det ydre ... Verden fjerner folk fra slummen. Kristus ændrer mennesker, som derpå ændrer deres omgivelser.«[33] Når menneskets sjæl forandres, forøges plejen af miljøet. Guds lære og bud leder os på en anden vej end den, der består af den kvælende, begrænsende byrde af egoisme, presset fra selvtilfredsstillelse og selvhævdelse. Jesu Kristi evangelium hjælper os med at tænke på andre end os selv, på jorden og alt liv som en gave fra Gud og at tænke på andre nu og i kommende generationer, i stedet for at jage efter umiddelbar opfyldelse af personlige ønsker eller selverklærede rettigheder. Hvis jeg lever egoistisk og med mangel på ærbødighed, lever jeg på en måde, som tillader, at jorden bliver ødelagt. Forurening, destruktion og spild er næsten altid et produkt af egoisme og mangel på ærbødighed. I den udstrækning, at religion underviser i ærbødighed for Gud, for hans skaberværk, for livet og for vores næste, vil det lære os at passe på miljøet. Kort sagt hænger den menneskelige sjæls tilstand og miljøet sammen, og de påvirker hinanden indbyrdes.
Brigham Young, som ledte de forfulgte medlemmer af Kirken i midten af 1800-tallet, fra de østlige stater til ørkenen ved bredden af Saltsøen, sagde: »Efter Guds mening eksisterer det at skelne åndelige ting fra timelige eller timelige fra åndelige ikke, for de er ét for Herren«[34] Da de første pionerer ankom, bestod dalen af uopdyrket ørken, men med frugtbar jord og vand fra bjergets kilder. Så de gik i gang med at skabe en civilisation i ødemarken. Brigham forstod den lære, som jeg har omtalt, og sagde til de første pionerer: »Hold jeres dal ren, gør jeres byer så rene som muligt, rengør jeres hjerter.«[35] Han tilføjede nødvendigheden af studiet af og ærbødigheden for Herrens skaberværk: »Marker og bjerge, træer og blomster og alt, hvad der flyver, svømmer eller bevæger sig på jorden, er studier i vor himmelske Faders store skole ... i naturens store laboratorium.«[36] Han opfordrede disse pionerer til at passe på og ikke ødelægge naturen med dens overflod og sagde, at »det ikke er vores ret at ødelægge Herrens rigdom«[37]
Kirken fortsætter med at passe på denne jord og forsøger klogt at bruge den. Idet den gør det, forsøger Kirken ihærdigt at opføre sig, som den bør og ikke kun efter, hvad den er juridisk forpligtet til at gøre. For nogle år siden talte den nu afdøde James E. Faust (et medlem af Det Første Præsidentskab – Kirkens ledende organ) til jurister og udtalte:
»I vore egne standarder for personlig adfærd må vi huske, at menneskets love er den mindre lov. Jeg nævner for jer, at mange juridiske love ikke kræver eller opfordrer jer til at være en god samaritaner. Der er en stor risiko i at retfærdiggøre det, vi gør som individer og professionelt baseret på det, der er ›lovligt‹ snarere end på det, der er ›rigtigt‹. Ved at gøre det bringer vi vores sjæl i fare. Filosofien om, at det, der er lovligt, også er rigtigt, vil berøve os det højeste og bedste i vores natur. Den adfærd, der faktisk er lovlig, er i mange tilfælde langt under et civiliseret samfunds standarder og lysår fra Kristi lære. Hvis du godtager det, der er lovligt som din standard for personlig eller professionel adfærd, så vil du fornægte dig selv det, som i sandhed er ædelt i din personlige værdighed og værdi.«[38]
Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige ønsker at gøre, hvad der er ret med hensyn til timelige anliggender, heriblandt praksis vedrørende miljøet – selv når det ikke kræves af lovgivningen.
Kirken er fortaler for udarbejdelse af strategier indenfor vedvarende design af vore bygninger. Kirken ønsker at være gode forvaltere af miljøet, spare på energi og vandressourcer, formindske forurening, skabe og vedligeholde ejendomme og være en god nabo. Kirken har udarbejdet adskillige projekter, som er certificeret af US Green Building Council Leadership in Energy and Environmental Design (LEED). Nogle af disse faciliteter inkluderer City Creek humanitærcentret, Kirkens historiske bibliotek og mange kirkebygninger. Kirken udvikler sit eget byg-grønt-program for dens kirkebygninger, som er grundlagt på LEED modeller og efter bygningsanvisninger fra the International Green Construction Code (IGCC). Dette tiltag om at bygge grønt, som Kirken selv har taget initiativ til, vil skabe vedvarende ejendomme og sikre mål om grønne byggeprojekter, som samtidig er billigere.
Kirken gør brug af vedvarende landbrugsmetoder, som anvendes på gårde og farme. Dette omfatter:
- Integrated pest management (IPM), som anvendes i forbindelse med brugen af pesticider.
- Brug af feromonfælder i frugtplantager for at bekæmpe udbredelsen af skadedyrs formering.
- Et nej til tørkelandbrug for at begrænse erodering og bibeholde fugtigheden.
- God administration af landområder for at modarbejde udpint jord.
- Sponsorering af kolonihaver for at give folk mulighed for at dyrke sunde madvarer og reducere omkostningen.
Betydeligt arbejde for sikring af genanvendelse i 42 Deseret Industries genbrugsforretninger. Næsten 30 ton materialer blev genbrugt i 2012 heriblandt tøj, sko, husholdningsartikler, bøger, metal og elektronik. Genbrugsprogrammer for materialer som pap, papir, aluminium og plastik anvendes i større centre inklusive området omkring Kirkens hovedkvarter, trykkerier, distributionscentre og på steder, hvor der produceres beklædning.
»Alle de ting, der kommer af jorden ... er blevet skabt til menneskets nytte, både til at behage øjet og glæde hjertet« (L&P 59:18-19).
Som afslutning: Jorden og livet på den er meget mere end blot ting, som skal forbruges og/eller konserveres; nogle af dem skal også bevares! Når vi passer og nyder naturen, vil vi komme Gud nærmere, da den uspolerede natur er skabt for at inspirere og til opbyggelse af menneskeheden. Naturen er i den oprindelige form i stand til at føre os tættere på Gud, giver et klart sind og fjerner materialismens støj og distraktioner, opbygger os til en mere hellig sfære og hjælper os til at lære Gud at kende. I en åbenbaring til profeten Joseph Smith sagde Herren: »Jorden farer på sine vinger, og solen giver sit lys om dagen, og månen giver sit lys om natten, og stjernerne giver også deres lys, mens de farer på deres vinger i deres herlighed, midt i Guds magt ... se ... enhver, der har set et eller det mindste af disse, har set Gud bevæge sig i sin storhed og kraft.«[39]
Jeg er en ivrig vandrer; jeg voksede op og vandrede i den nordlige del af Central Cascades bjergene i staten Washington, hvor jeg er født og opvokset. Jeg har vandret i mange dele af USA og i udlandet. Jeg elskede i min barndom at være tæt på skovene og på en måde føle det stille, overbevisende vidnesbyrd, som de stedsegrønne træer var om Skaberen. Da jeg blev ældre, førte mine vandreture mig ud af skovene og op i granitstenene og højderne over trægrænsen, hvor den eneste lyd var vindens blæst gennem sten og nogle få buske, som kæmpede for at overleve det strenge vintermiljø. Disse høje tindinger, ydmyge midt i deres storhed foran den Gud, som udtænkte og skabte denne jord, så bjergene kunne nå himlens blå lærred. Selv om de er stille, vidner de om Guds kraft og ophøjethed – og om hans talent for skønhed. Profeten Alma var enig og sagde: »Alting viser, at der er en Gud, ja, selve jorden og alt, der er på dens overflade ... vidner om, at der en allerhøjeste Skaber.«[40]
Der er en ånd i træerne – er de ikke levende sjæle? For mig er det sted, hvor jeg føler mig nærmest på Gud, oppe over trælinjen, på bjergenes tage. Jeg elsker at sidde under himlen, hvor jorden møder himlen, på de høje alpine tinder og se på stjernerne om natten og prøve – uden held – at forstå evighederne, som er inden for mit synsfelt, en evighed i tid og rum (forestil jer fx hvor mange hundreder eller millioner af lysår, som det tog noget af stjernernes lys at nå jorden). Samtidig undrer jeg mig til stadighed over den sagte kundskab, som hviler på mig i disse stunder med fred, at Herren kender lille mig i dette uendelige kosmos. Og han kender jer og hver enkelt af sine børn. Dette skaberværk, hver en detalje, blev skabt for at give os mulighed for at blive velsignet nu og i evigheden. Skaberværket vidner om Skaberen og hvis vi bevarer disse specielle steder i deres uspolerede stade, vil de stille, men med kraft vidne om Gud og inspirere os til at gå fremad og opad.
Jorden er tilvejebragt for at hjælpe os komme tilbage til ham, ved at vi vokser gennem prøvelse og prøver at blive ham mere lig og nyder evig lyksalighed med ham. Vores prøve på denne jord er, hvorvidt vi vælger klogt og følger Gud, behandler hans skaberværk med respekt og bruger den til at velsigne vores næste. Jo bedre vi passer på denne verden og alt i den, jo mere vil den tjene til vores opretholdelse og være til inspiration, styrke, fornyelse og glæde i vores hjerte og sind og forberede os til at bo sammen med vor himmelske Fader sammen med vores familie i celestial herlighed, som Kirkens medlemmer tror, vil være det selvsamme sted, hvor vi er i dag, men i en herliggjort tilstand.[41]
Må vi passe på denne jord – vores nuværende og fremtidige hjem – på passende vis.
Tak.
[1] Sl 8:5
[2] Se Hebr 1:2.
[3] Moses 1:10.
[4] Moses 1:31-33.
[5] Moses 1:39.
[6] ApG 17:28-29.
[7] Abr 3:24-25.
[8] Abr 3:26.
[9] 2 Ne 2:16.
[10] Moses 2:31.
[11] Se Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Råd i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, Familien: En proklamation til verden, Salt Lake City: Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, 1995.
[12] L&P 49:16-17. Se også 1 Mos 1:27-28.
[13] 1 Ne 17:36.
[14] Moses 3:4-5.
[15] Moses 3:9.
[16] Moses 3:19.
[17] Se L&P 77:2.
[18] Joseph Fielding Smith, Answers to Gospel Questions, Salt Lake City: Deseret Book Co., 1963, 4:43-44.
[19] L&P 29:23-25.
[20] L&P 49:19-21.
[21] L&P 104:13-14.
[22] 1 Mos 1:26.
[23] L&P 49:19-21; se også L&P 78:6.
[24] L&P 104:17-18.
[25] L&P 59:16-20.
[26] Moses 7:28.
[27] Morm 8:29-31.
[28] Ezra Taft Benson, »Problems Affecting the Domestic Tranquility of Citizens of the United States of America«, Vital Speeches 42, 1. feb. 1976, s. 240.
[29] Citeret i Spencer Garvey, »What It Means to Be Green«, New Era, 22. juli 1992, s. 21, online på www.lds.org.
[30] Moses 7:48-49.
[31] L&P 82:19
[32] Neal A. Maxwell, A Wonderful Flood of Light, Salt Lake City, Bookcraft, 1990, s. 103.
[33] Ezra Taft Benson, »Født af Gud«, Stjernen, okt., 1989, s. 4, online på www.lds.org.
[34] Brigham Young, in Journal of Discourses, 26 bind, Liverpool, F. D. Richards, 1855-86, 11:18, 11. dec. 1864.
[35] Brigham Young, in Journal of Discourses, 8:80, 10. juni 1860.
[36] Brigham Young, in Journal of Discourses, 9:370, 31. august 1862.
[37] Brigham Young, in Journal of Discourses, 11:136, 10. juni 1860.
[38] James E. Faust, »Be Healers«, Clark Memorandum, Foråret 2003, 3.
[39] L&P 88:45, 47.
[40] Alma 30:44.
[41] Se L&P 88:18-20.