Ældste M. Russell Ballard dør i en alder af 95

Det er med sorg, at vi bekendtgør, at præsident M. Russell Ballard, fungerende præsident for De Tolv Apostles Kvorum i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, er død. Han var efter et kort hospitalsophold for nylig vendt hjem, hvorfra han passede de pligter, han var i stand til, inden han gik bort omkring kl. 23.15 den 12. november 2023 omgivet af sin kære. Han blev 95 år.

Præsident Ballard blev apostel den 6. oktober 1985. Han blev opretholdt som fungerende præsident for De Tolv Apostles Kvorum den 16. januar 2018. Som med apostlene på Det Nye Testamentes tid bliver apostle i dag kaldet til at være særlige vidner om Jesus Kristus. Præsident Ballard var en af 15 mænd, der fører tilsyn med den globale kirkes vækst og udvikling, som nu tæller flere end 17 millioner medlemmer.

»Præsident Ballard var aldrig ubeslutsom,« har kirkens præsident, Russell M. Nelson, sagt. »Han vidste præcist, hvad Herren underviste om, og hvordan dette kunne anvendes i ens personlige liv og bringe glæde og lykke.«

»Vi arbejdede tæt sammen, og jeg har altid elsket hans varme facon,« siger præsident Dallin H. Oaks fra Det Første Præsidentskab, der sad ved siden af præsident Ballard i De Tolv Apostles Kvorum i mere end tre årtier. »Han var en mand, man kunne stole på. Og han var en mand, der stolede på dig.«

Præsident Ballard efterlader 7 børn, 43 børnebørn 105 oldebørn og 1 tipoldebarn.Begravelsesdetaljer er endnu ikke fastsat.

Lærte god arbejdsmoral tidligt i livet

Melvin Russell Ballard jun. blev født i Salt Lake City den 8. oktober 1928, som søn af Melvin R. og Geraldine Smith Ballard. Han lærte en god arbejdsmoral tidligt i livet – hos en bilforhandler. Hans far grundlagde Ballard Motor Company, og den unge Russell, familiens eneste dreng ud af fire børn, arbejdede i alle afdelinger i firmaet, heriblandt med at køre biler rundt blandt de brugte biler, da han knap nok var teenager.

Disse erfaringer dannede et mønster for det arbejde, der virkede til det gode for præsident Ballard i alle livets faser. »Jeg lærte af min far, at når man begynder noget, så gør man det færdigt,« sagde han. »I sidste ende bliver man tilfreds, uanset om man  vinder, og det bliver indbringende, eller man erfarer, at det ikke fungerer, og man træder tilbage, men man vil aldrig stå tilbage og undre sig, hvis man er villig til at holde fast i det.«

Sådan en vedholdende attitude blev nyttig igennem hele hans liv – herunder hans tid på University of Utah, hans professionelle karriere i bilindustrien og på ejendoms- og investeringsmarkedet samt hans forskellige kaldelser i Kirken.

»Hans erfaring i forretningsverdenen har tjent ham godt, så han kunne stille de detaljerede spørgsmål, der var behov for, når man foreslår et program, eller når man spørger: ›Bruger vi ressourcerne effektivt?‹« sagde præsident Oaks.

En kirkeleder med profeters blod i årene

Præsident Ballard havde tre anerkendte kirkelederes buste på sit kontor: Kirkens grundlægger Joseph Smith og hans bror Hyrum (præsident Ballards tipoldefar), såvel som Hyrums søn præsident Joseph F. Smith, der var Kirkens sjette præsident. Den arv af kristent levned, hvilket selvfølgelig omfatter Josephs og Hyrums martyrdød i 1844 motiverede præsident Ballard hele hans liv.

»Da jeg forstod, hvem de var, og hvem jeg er, var det utroligt,« sagde præsident Ballard i 2019. »Jeg er konstant opmærksom på, at jeg har et ansvar alene i kraft af, at jeg har en forbindelse. Jeg hører dem hele tiden sige: ›Kom i gang med det, gør noget værdifuldt. Kom i gang dreng, lad være med bare at sidde der.‹ De handlede. De var nødt til at handle.«

Han ønskede, at alle sidste dages hellige, heriblandt hans børn, skulle tænke grundigt over det liv i tro, de første ledere levede. Da hans søn Craig var en 19-årig missionær, sagde han til ham: »Husk, at profeters blod flyder i dine årer.«

»Okay, intet pres,« husker Craig, at han tænkte. »[Min far] så på de [buster] hver dag på sit kontor … og jeg tror, at han følte, at han skulle gøre sit bedste. Han indgød det i resten af os.«

Præsident Nelson sagde, at dedikation, forpligtelse og helliggørelse »lå i præsident Ballards gener. Forestil jer – vi havde privilegiet af at sidde sammen med en mand, der var Hyrum Smiths tipoldebarn.‑‑ Og Joseph Smith var hans tipoldefars bror.‑‑ Hver dag er jeg dybt taknemmelig for det privilegium at omgås med en direkte efterkommer af de ledere, jeg respekterer og beundrer. Han besidder samme integritet, som de gjorde.«

I sin sidste generalkonferencetale, der blev holdt den 1. oktober 2023, talte han om profeten Joseph Smith og om hans centrale rolle i gengivelsen af Jesu Kristi evangelium og om velsignelserne i det.

Præsident Ballards tjeneste i Kirken omfatter hans tid som ung missionær i England, biskop, præsident for Toronto-missionen i Canada, medlem af De Halvfjerds’ Præsidium og mere end tre årtier som apostel.

»Jeg ville ikke gøre dette for penge,« sagde præsident Ballard. »I ville ikke kunne hyre mig for penge til at gøre det, jeg bliver bedt om at gøre som medlem af De Tolvs Kvorum. Men for Herren er det det største privilegium, der kan gives til en person. Vi er vidner om realiteten af Herren Jesu Kristi liv og tjenestegerning.

Præsident Ballard tog dette ansvar alvorligt; om det var som formand for Kirkens missionærråd (hvilket omfattede at være med til at udvikle Forkynd mit evangelium, vejledningen til alle missionærer), hvor han på det tidspunkt var ansvarlig for flere end 50.000 missionærer, eller som far til fem døtre og to sønner.

Et særligt vidne, en særlig far

Præsident Ballard sagde, at nogle af hans bedste oplevelser kom ved at undervise sine børn om Jesu Kristi evangelium. »Man lærer at fange undervisningsøjeblikke, og hvis man er årvågen og opmærksom, kommer det, og når de øjeblikke dukker op, er det en skam for enhver far at gå glip af muligheden for at undervise sine børn i et princip.«

Et af de øjeblikke kom sidst i 1980’erne, efter præsident Ballard blev apostel. Craig, hans yngste søn, indrømmer at være »en smule bitter,« fordi hans far ofte var væk fra hjemmet på en opgave. Det var ikke nemt at dele manden, han kaldte »far« med sidste dages hellige i hele verden. »Da jeg var ung, forstod jeg det ikke,« sagde Craig. Heldigvis bemærkede præsident Ballard den manglende forståelse. Da præsident Ballard så en mulighed for at undervise, tog han Craig med på en kirkeopgave til Tonga og Samoa.

»Da vi stod af flyet, gik det for første gang op for mig, hvordan andre så ham,« sagde Craig. »Mange var gået i to dage for at komme og blot få et glimt af en apostel. Det var i det øjeblik, at det ændrede sig fra en byrde til en velsignelse for mig at kende denne person indgående.«

Det, sagde Craig, afspejlede præsident Ballards gave til ikke alene at fortælle folk noget, men også at lære dem det.

»Han sagde ikke bare: ›Lær at leve med det.‹ Han vidste, at jeg havde brug for at forstå det, og jeg havde brug for at være en del af at oprette hans kald,« sagde Craig. »Det var en stor erfaring for mig at få, og han har gjort det mange gange på unikke måder. Han var ikke alene et særligt vidne – han var en særlig far.«

En anden undervisningssituation opstod, da hans datter Tammy, der gik i skole, legede med sine venner i en bil, der på en eller anden måde trillede baglæns og døren blev smadret. Tammy sagde, at hun var skrækslagen, da hun fandt ud af, at bilen som hun troede tilhørte hendes far, faktisk tilhørte en anden. Præsident Ballard sagde, at da han kom hjem og så sin datters ansigtsudtryk, vidste han, at han havde hendes fulde opmærksomhed. »Jeg lærte hende, at hun var langt mere værdifuld, end den Cadillac, hun havde smadret, og at det, der skete i hendes liv, og hvor værdifuld hun var for mig, var langt vigtigere. Vi kunne reparere bilen, men hvis hun gjorde noget galt i livet, ville det være langt sværere at reparere.«

»Han vil blive husket som en vidunderlig ægtemand og en god far,« har præsident Nelson sagt. »Det var hans vigtigste prioritet. Han satte et godt eksempel for os omkring det, selvom han havde mange, mange krav der optog hans tid. Hans familie kom altid først.«

Med årene begyndte præsident Ballards børn at sætte deres lid til hans åndelige styrke. Hans afdøde hustru, Barbara, sagde: »Da vi var i Canada på vores mission, begyndte vores lille dreng i 0. klasse og kendte ikke en eneste. Han var bange. Min mand tog ham med på sit kontor, knælede ned sammen med ham og bad om, at vor himmelske Fader ville hjælpe ham med at finde venner. De bad sammen flere dage i træk. Han har hjulpet flere af vores børn på den måde, når de har haft særlige behov.«

Familien Ballard bad ikke alene sammen regelmæssigt, men de legede også sammen på flere eventyrlige familieferier. Præsident Ballard husker en tur, de tog til Californien i en af de allerførste autocampere, der rullede af samlebåndet. »Jeg kørte dem til Chinatown, og alle i San Francisco så på den store ting og pegede på den og grinte af den,« sagde han. »Jeg kunne ikke finde noget sted at parkere den, så jeg satte alle af i Chinatown og blev ved med at køre rundt på bakkerne i San Francisco og fik endelig samlet dem alle op igen.«

Giftede sig med sin »engel« Barbara

Præsident Ballard kunne ikke tale om sin familie uden at rose Barbara. »Hun er helt enkel en engel. Det er utroligt svært at leve med en, der er tæt på at være perfekt,« sagde han. De mødtes til en introfest på University of Utah. »Hun var ikke bare smuk, men havde en særligt strålende personlighed. Jeg vidste lige med det samme, at jeg ville giftes med hende, men hun følte ikke det samme. Det var lidt svært at overbevise hende. Jeg driller hende med, at det sværeste salg, jeg nogensinde fik i hus, var at få hende til at gå med til at gifte sig med mig.«

Præsident Ballard roste Barbara for at være en vidunderlig mor, hvis rolige tilgang fik hjemmelivet til at føles som himmelen. »Alle vores syv børn ville, hvis man spurgte dem, om de nogensinde har hørt deres mor hæve stemmen i vores hjem svare nej, det gjorde hun aldrig. Hendes temperament gjorde hende i stand til at arbejde sig igennem en krise på en meget rolig og stille måde. Hun var sød, hun var kærlig, hun var omsorgsfuld, hun var opmærksom og hendes børn forgudede hende. Ingen i verden kan hamle op med det, vores børn føler for deres mor.«

Deres andet barn, Holly, er enig. Hun siger, at hendes forældres kærlighed og respekt til hinanden påvirkede hendes og hendes søskendes adfærd på måder, der formede deres liv.

»Vi følte, at det bedste sted at være var at komme hjem og være i det miljø, fordi vores forældre var virkelig gode mod hinanden,« sagde hun. »Jeg lærte, at man skal behandle alle med respekt. Og de var meget gode til at gøre det med os som børn.«

Præsident Oaks, der blev kaldet til De Tolv Apostles Kvorum et år inden præsident Ballard, siger, at han »virkelig beundrede den måde præsident Ballard behandlede sin evige partner, Barbara, på. I hendes og hans høje alder, har han helt enkelt været en eksemplarisk ægtemand, Så betænksom. Og så venlig.«

Barbara døde den 1. oktober 2018 som 86-årig. Hun kæmpede en lang kamp med nogle helbredsmæssige udfordringer, heriblandt Alzheimer, med sin karakteristiske nåde og humoristiske sans.

»Hvor er jeg taknemlig for at vide, hvor min elskede Barbara er, og at vi igen vil være sammen med vores familie for evigt,« sagde præsident Ballard ved en generalkonference fem dage efter Barbaras død.

En til en tjenestegerning

Præsident Ballards ømhed for sin familie strakte sig også til personer, han underviste fra talerstolen. I en generalkonferencetale i oktober 1980 inviterede han sidste dages hellige til at sende ham navne på personer, der havde brug for hjælp. Han lovede til gengæld at sende disse mennesker et opmuntrende brev. Hundredvis af breve strømmede ind fra hele verden. Præsident Ballard skrev i sidste ende over 600 personlige opmuntrende breve til personer, der havde brug for åndelig hjælp. En modtager skrev: »Jeg føler, at dit brev var den reelle begyndelse på en fantastisk forandring i mit liv, og jeg takker dig fra bunden af mit hjerte.«

»Vi bør række ud til den enkelte,« sagde præsident Ballard. »Vi bør se enhver mulighed, vi har, for at hjælpe en anden gennem denne rejse i livet. Jeg tror, at folk dybest set er gode, og jeg tror, at de ønsker at kende sandheden, men de ved ikke, hvor de kan finde den. De spørger: ›Hvem er jeg? Hvor kom jeg fra? Hvorfor er jeg her? Hvor skal jeg hen? Hvad fører det hele til? Hvor fører det mig hen?‹«

Præsident Ballard nedskrev svarene til disse spørgsmål i bogen: Our Search for Happiness, 1993, der var med til at undervise andre om Kirken og deres formål i livet. Præsident Ballards forfatterskab omfatter også Counseling with Our Councils, 1997, der bruges af mange lokale ledere i hele Kirken.

I alle sine erfaringer som ægtemand, far og apostel, så præsident Ballard hen til Jesus Kristus for inspiration og vished i alt. Faktisk bar han ofte rundt på et lille billede af Frelseren i sin jakkelomme til opmuntring på svære dage.

»Når som helst han blev mismodig, hev han billedet frem og se op [billedet af Jesus Kristus] og tænke: ›Jeg kan gøre dette. Jeg kan gøre hvad som helst for ham,‹« siger Holly.

Præsident Ballard lærte, at Jesu Kristi evangelium er et anker i en verden med skiftende værdier. »Jeg har en stærk overbevisning om, at de, der virkelig er forankret i deres tro på Jesu Kristi gengivne evangelium og profeten Joseph Smiths mission og i de åbenbaringer, der er kommet til Kirken gennem ham, der bekræfter og erklærer, at Jesus Kristus er Guds Søn, og at evangeliet er på jorden, vil kunne klare hvad som helst, livet byder dem.«