Mormon Newsroom
Kommentar

Essay: Er mormoner kristne?

Medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige erklærer utvetydigt, at de er kristne. De tilbeder Gud, den evige Fader, i Jesu Kristi navn. Da han blev spurgt om, hvad de sidste dages hellige tror, placerede Joseph Smith Kristus i centrum: »De fundamentale principper og grundsætninger i vores religion er apostlenes og profeternes vidnesbyrd om Jesus Kristus, at han døde, blev begravet og igen opstod den tredje dag og fór til himlen; og alt andet, som falder ind under vores religion, er kun tillæg dertil.«[1] Nutidens Tolv Apostles Kvorum bekræftede det vidnesbyrd på ny, da de erklærede: »Jesus er den levende Kristus, Guds udødelige Søn. … Hans vej er den sti, der fører til glæde i dette liv og evigt liv i den kommende verden«[2].

Imidlertid har nogle i de sidste årtier påstået, at Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige ikke er en kristen kirke. De hyppigst brugte årsager er de følgende:

  1. Sidste dages hellige accepterer ikke den post-nytestamentlige kristendoms trosbekendelser, konfessioner og formuleringer.
  2. Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige nedstammer ikke fra den traditionelle kristendoms historiske linje. Det vil sige, at sidste dages hellige ikke er romersk-katolske, østlige ortodokse eller protestanter.
  3. Sidste dages hellige tror ikke, at den hellige skrift udelukkende består af Bibelen, men har en udvidet kanon, der inkluderer Mormons Bog, Lære og Pagter og Den Kostelige Perle.

Hver af disse gennemgås herunder.

Sidste dages hellige accepterer ikke den post-nytestamentlige kristendoms trosbekendelser

Forskere har længe anerkendt, at de tidlige kristnes syn på Gud ændrede sig dramatisk gennem århundredernes gang. De tidlige kristne syn på Gud var mere personlige, mere antropomorfe og mindre abstrakte end dem, der dukkede op senere fra de trosbekendelser, der blev skrevet de næste mange århundreder. Den hovedsagelige ideologiske forandring, der begyndte i det andet århundrede e.Kr. efter tabet af den apostolske myndighed, var resultatet af en forestillingsmæssig sammenlægning af kristne doktriner og græsk filosofi[3].

Sidste dages hellige tror, at sammensmeltningen af tidlig kristen teologi med græsk filosofi var en alvorlig fejl. Vigtigst blandt de lærdomme, der gik tabt i denne proces, var guddommens natur. Gud Faderens, hans Søns, Jesu Kristi, og Helligåndens natur blev genoprettet gennem profeten Joseph Smith. Som følge heraf hævder sidste dages hellige, at Gud Fader er et væsen med en konkret fysisk form, en tro, som er i overensstemmelse med de egenskaber, som mange tidlige kristne tillagde Gud[4]. Denne sidste dages hellige overbevisning afviger fra de post-nytestamentlige trosbekendelser.

Uanset, hvilke lærdomsmæssige forskelle, der eksisterer mellem sidste dages hellige og medlemmer af andre kristne religioner, svarer de roller, som sidste dages hellige henfører til guddommens medlemmer, i stor udstrækning til opfattelserne hos andre i den kristne verden. Sidste dages hellige tror, at Gud er almægtig, alvidende og alkærlig, og de beder til ham i Jesu Kristi navn. De anerkender Faderen som den ultimative genstand for deres tilbedelse, Sønnen som Herre og Forløser, og Helligånden som budbringer og åbenbarer af Faderen og Sønnen. Kort sagt accepterer sidste dages hellige ikke de post-nytestamentlige trosbekendelser, men stoler i stedet dybt på hvert medlem i guddommen i deres daglige religiøse hengivenhed og tilbedelse, ligesom de tidlige kristne gjorde.

Sidste dages hellige tror på en genoprettet kristendom

Endnu en præmis, der bruges til at argumentere for, at sidste dages hellige ikke er kristne, er, at Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige ikke nedstammer fra nutidens kristne kirkers historiske linje. Sidste dages hellige er hverken katolikker, østlige ortodokse eller protestanter. Sidste dages hellige tror på, at præstedømmelig myndighed til at handle i Guds navn blev bragt eller givet tilbage til Jorden gennem engles betjening af Joseph Smith. Dette er Jesu Kristi »genoprettede« kirke – ikke en »reformeret« kirke. Sidste dages helliges tro på en genoprettet kristendom hjælper til at forklare hvorfor så mange sidste dages hellige, fra 1830’erne til i dag, har konverteret fra andre kristne trosretninger. Disse konvertitter så og ser ikke sig selv, som havende forladt den kristne fold. De er ganske enkelt taknemlige for at lære om og blive en del af Jesu Kristi gengivne evangelium, som de tror, tilbyder fylden af Herrens evangelium: En mere komplet og rig kristen kirke – åndeligt, organisatorisk og lærdomsmæssigt.

Medlemmer af trosbekendelseskirker antager ofte fejlagtigt, at alle kristne altid har været enige om og skal være enige om en historisk statisk, monolitisk og ensrettet samling trossætninger. Men som mange forskere har anerkendt har kristne været dybt uenige om stort set hvert teologisk spørgsmål og praksis gennem århundrederne, hvilket har ført til oprettelsen af en mangfoldighed af kristne grupper[5]. Selv om, at Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges lærdomme adskiller sig fra lærdommene fra de mange trosbekendelseskristne kirker, er den i overensstemmelse med den tidlige kristendom. En, som oprigtigt elsker, tilbeder og følger Kristus, skulle være fri til at gøre krav på sin forståelse af lærdommene efter sin samvittigheds tilsagn uden at blive brændemærket som ikke-kristen.

Sidste dages hellige tror på en åben kanon af hellig skrift

Et tredje punkt, der bruges som argument for at kunne stemple sidste dages hellige som ikke-kristne har at gøre med deres tro på en åben kanon af hellig skrift. For dem, som fremfører dette argument, betyder det at være en kristen at give samtykke til princippet om sola scriptura, eller Bibelens selvtilstrækkelighed. Men at påstå, at Bibelen er Guds eneste og endelige ord – mere specifikt Guds endelige skrevne ord – er at påstå mere om Bibelen, end den påstår om sig selv. Bibelen erklærer intetsteds, at alle åbenbaringer fra Gud ville blive samlet i ét enkelt bind for derefter at blive lukket for evigt, og at ingen yderligere skriftlig åbenbaring kunne modtages[6].

Desuden er ikke alle kristne kirker sikre på, at kristendommen skal defineres af forpligtelse til en lukket kanon[7]. I virkeligheden bliver argumentet for eksklusion på basis af en lukket kanon tilsyneladende kun anvendt selektivt for at udelukke sidste dages hellige fra at blive kaldt kristne. Ingen gren i kristendommen begrænser sig selv fuldkomment til den bibelske tekst, når der skal træffes lærdomsmæssige beslutninger eller i anvendelsen af bibelske principper. For eksempel vender de romersk-katolske sig mod kirketraditionen og magisterium (dvs. læreembede, inklusive paver og råd) for at få svar. Protestanter, især evangeliske kristne, vender sig mod lingvister og skriftforskere for at få deres svar, så vel som post-nytestamentlige kirkeråd og trosbekendelser. For mange kristne er disse råd og trosbekendelser præcis lige så kanoniske som Bibelen selv. For at etablere doktriner og forstå den bibelske tekst vender sidste dages hellige sig mod levende profeter og yderligere bøger med hellig skrift – Mormons Bog, Lære og Pagter og Den Kostelige Perle.

Sammen med Det Gamle og Det Nye Testamente støtter Mkormons Bog et utvetydigt vidnesbyrd om Jesus Kristus. Ét tekststykke siger, at Mormons Bog »skal stadfæste sandheden« af Bibelen, »og skal kundgøre for alle stammer, tungemål og folk, at Guds lam er den evige Faders Søn og verdens frelser, og at alle mennesker skal komme til ham, ellers kan de ikke blive frelst.« [8] I dens flere end 6.000 vers henviser Mormons Bog til Jesus Kristus næsten 4.000 gange, og med flere end 100 forskellige navne: »Jahve,« »Emmanuel,« »Hellige Messias,« »Guds Lam,« »Israels forløser« og så videre[9]. Mormons Bog er ganske rigtigt »Endnu et vidnesbyrd om Jesus Kristus,« som titelbladet hævder.

Konklusion

Konvertitter over hele verden tilslutter sig fortsat Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, til dels på grund af troens lærdomsmæssige og åndelige særpræg. Det særpræg flyder fra den kundskab, der er genoprettet på Jorden, sammen med Helligåndens kraft, som findes i Kirken på grund af genoprettede præstedømmemyndighed, -nøgler, -ordinanser og Jesu Kristi fulde evangelium. Det genoprettede evangeliums frugter er tydelige i de trofaste medlemmers liv.

Selv om, at medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige ikke har noget ønske om at kompromittere det genoprettede evangeliums særpræg, ønsker de at arbejde sammen med andre kristne og mennesker af alle trosretninger for at erkende og afhjælpe mange af de moralske og familiemæssige problemer, som samfundet står over for. Den kristne meningsudveksling bliver rigere gennem det, som de sidste dages hellige kan bringe til bordet. Der er ingen god grund til, at kristne trosretninger skal fryse hinanden ud, når der aldrig har været et mere presserende behov for enhed i at kundgøre Jesu Kristi guddommelighed og lærdomme.

Ressourcer

[1] Dette var et forsøg på at besvare det ofte stillede spørgsmål: »Hvad er jeres religions grundlæggende principper?« Publiceret i Elders Journal 1 (juli 1838): 44. Tilgængelig på www.josephsmithpapers.org. Gentrykt med ændringer i tegnsætningen i Profeten Joseph Smiths Lærdomme (2007), s. 49.

[2] Den Levende Kristus: Apostlenes vidnesbyrd [PDF] (2000).

[3] Se for eksempel Roger E. Olson, The Story of Christian Theology: Twenty Centuries of Tradition and Reform (Downers Grove, Illinois, USA: IVP Academic 1999); D. Jeffrey Bingham, red., The Routledge Companion to Early Christian Thought (London: Routledge, 2010); Daniel W. Graham og James L. Siebach, »The Introduction of Philosophy into Early Christianity« i Noel B. Reynolds, red., Early Christians in Disarray: Contemporary LDS Perspectives on the Christian Apostasy (Provo, Utah, USA; Foundation for Ancient Research and Mormon Studies, Brigham Young University Press, 2005), s. 205-37.

[4] For beviser på denne overbevisning blandt tidlige kristne, se David L. Paulsen, »Early Christian Belief in Corporeal Deity: Origen and Augustine as Reluctant Witnesses,« Harvard Theological Review 83, nr. 2 (1990): 105-16. For den stigende kompleksitet i trosbekendelsers formuleringer over tid, se J. Stevenson, red., Creeds, Councils and Controversies: Documents Illustrating the History of the Church, AD 337-461, revideret udgave (London: SPCK, 1989).

[5] Den akademiske litteratur om debatter om kristen teologi og praksis er enorm. For tidlig kristendom, se fx Bart D. Ehrman, Lost Christianities: The Battles for Scripture and the Faiths We Never Knew (New York, USA: Oxford University Press, 2005). For teologiske debatter blandt kristne i det tidlige USA, se E. Brooks Holifield, Theology in America: Christian Thought from the Age of the Puritans to the Civil War (New Haven, Connecticut, USA: Yale University Press, 2003).

[6] Mange kristne mener, at Johannes’ Åbenbaring 22: 18-19 betyder, at intet kan tilføjes til Bibelen. Men advarslen i disse vers om at tilføje noget til »denne bog« henviser til bogen Johannes’ Åbenbaring og ikke til Bibelen som helhed. Se Howard W. Hunter, »No Man Shall Add to or Take Away«, Ensign, maj 1981, s. 64-65.

[7] Se fx Lee M. McDonalds, The Formation of the Christian Biblical Canon, revideret udgave. (Peabody, Massachusetts, USA: Hendrickson, 1995), s. 254-56

[8] 1. Nefi 13:40.

[9] Se Boyd K. Packer, »The Book of Mormon: Another Testament of Jesus Christ—Plain and Precious ThingsEnsign eller Liahona, maj 2006, s. 6-9; Susan Ward Easton, »Names of Christ in the Book of MormonEnsign, juli 1978, s. 60-61.

Kirken anerkender bidragene fra forskere til det historiske indhold, der præsenteres i denne artikel. Deres arbejde er brugt med tilladelse.

Retningslinjer vedrørende omtale:Når der skrives om Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, vær da venlig at bruge Kirkens fulde navn i den første henvisning. Se yderligere information om brugen af Kirkens navn i vore retningslinjer på internettet. »Retningslinjer.